Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

142 Vinteren søge deres Næring paa Marken, og Hegn næsten er umneligt at tilvciebringe, vil det maaskee vare længst inden Markfred fuldkomment opnaacs. Men her kan Ufred ikke hel- lcr nogensinde blive saa farlig for Agerbruget som i de gode! Egne, da Rugsæden er det eneste, som kan lide derunder, og Iordsmoncts Besiaffenhed, samt det store Nlim desuden meget formindste Skadeligheden af LEvrets Opgivelse. Hstcregncn derimod vil let knnne siaffe sig Markfred ved at oprejse det fornødne Hegn, og holde lidt £)ic dermed, ligesom med Erea/ turerne. Det er imidlertid nødvendigt at gjore Forsijel mellem ZEvrcts Opgivelse og ?Evregræssets Afbenyttelse. Det forste er en Usiik, sidste en nødvendig Folge af vort Clima og Land, brng, og kan meget vel bestaae mcb Markfred. Skulde rcgræssets Afbenyttelse opgives, maatte dette skee ved Hjælp af Staldfodringen, men denne er mange Vanskeligheder un- derkasiet paa denne Aarstid. Især vil det fugtige Efteraars- veir blive til stor Hinder for Transporten af det grønne Fo- der. Vikker, Raps, Spergel, Boghvede, eller hvad man har at fodre med, ville blive jordstagnc og snart tabe alt Fynd, saa at de blive modbydelige for Creaturerne. Ikke at afbenytte 2Evregr«sset, der, som bekjendt, giver det bedste Hollænderie- Smor, vilde desuden neppe være oeconomisk rigtigt, og A§v- rcgræs vil der overalt blive at afbenytte, hvor man ikke af- siaffer Græsmarkerne eller uophørligt dyrker Jorden. I hele Vester-Egnen sindes, naar de af Lyngtorv om- kring Haugerne opførte Diger undtagcs, ikke mindste Spor til Hegn. J Bjerge- og Hatting-Herreder, samt den ostre Deel af Norvang- og Tyrrild-Herreder, og den vestre Deel af Brust- samt Ierlev - Herred, er det sjcldent at en Bonde har sine Marker indhcgnede. Spor nf, at saadant i ældre Tider eller strax efter Udskiftningen har været paatceukt, mangle imidlertid ikke. Men det gamle Hegn ligger ode, uden at no- gen tænker paa at opreise det igjen, saa at det almindeligviis kun er Tofterne og Haugepladscne omkring Gnardene eller Byerne, samt Skovlodderne, der tjene til Græsning, som ere indhcgnede. Ikke engang alle Hcrrcgaarde have deres Hegn