Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

170 i visse Tilfælde kunde sættes ved Siden nf Merino - Ulden. Denne Gjcnstand fortjener særdeles Opmuntring, og var ale- nc et Stamskæferie værdigt. — Sknlde derimod det haard- føre, noisomme, lille Hcdcfaar fortrænges af Merinos, maa man befrygte, at vore Heder snart ville blive blottede for Lette nyttige Creatnr; thi det er aldeles umncligt for det fiin- uldedc, kjelne og bedre Plcie krævende Merinofaar at leve i Jyllands Hedeegne, — det vil sige: saalænge Opdyrkningen ikke gjyr større Fremgang, eller et krqftfulderc Agerbrug indføres. Forresten fortjener det her at bemærkes, at Veile-Amt er det af Jyllands-Amter, der bedst har holdt sin Faarcraee i dens oprindelige Reenhed. Tre til fire Fanrefold kom for nogle Aar siden i Gang, men blcve snart lagte til Side igjen, fordi innn troede, derved at kunne holde Faarene paa alinindeligt Toiregræs, hvilket na- turligviis ikke gik an. I Sornmeren 1820 gjorde jeg en Prove med at holde en 30 Faar og Lam i Fold fra 20de Juli til 29de September. ) Førstningen maatte Faarcne selv afæde de staacnde Vikkcr. Men, da Flytningen af Foldet (20 Gange o tn Dagen) medførte for megen Ulejlighed, blev, efter en Maaneds Forlob, anbragt en Hække foran hl-ert Fold, og Vikkerne af Røgteren flagne og bragte derhen, hver Gang han gik ud at flytte Koerne. Saaledes sparcdes megen Tid og Uleilighed, og havdes tillige den Fordccl, at Gjodsien faldt jevncrc, da Foldene kun flyttedes 3 Gange om Dagen. — Det hele Forsøg faldt ellers ret godt ud: Faar og Lam for- bleve i god Stand, og den eneste Uleilighed, jeg sporede, var, at Faarene i Regnvejr laae vel siidnc. — Imidlertid troer jeg dog, at, hvor det kan gane nn, vil man være bedre tjent med at bruge Staldfodring i Huns, og sinde den mere be- qvem samt mindre tidspildcnde, især naar den iværksættes i Forening med Hestenes eller Qvægets Staldfodring. Faarene skaffes desuden derved lettere et tørt Leie. Men denne Sag