Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

46 som af Mangel paa Kraft enten maae forsømme deres Gaar- des Drift, eller gaae fra disse og omsider falde Fattigkassen til Byrde? Ejendommenes rigtige Størrelse er dog nok den, Ler svarer til Agerbrugernes Kræfter og Formue til at bevirke en hensigtsmæssig Dyrkning! Og var det altsaa ikke meget bedre, at en Mand, der ikke seer Udveie til at blive i Besid- delse af sin hele Eiendom, udstykkede den, og beholdt deraf, hvad han kunde redde, til at sikkce sig og sine Livets Ophold? Mange havde maastee saaledes staaet til at frelse, istcdet for dcrev Cuendele nn paa en oprørende Ntnade berøves dem, og de selv kastes paa Doren. At sælge Gaarden og kjobe en mindre Eiendom, er sjeldent praktikabelt. En Gaard, der ganer til Concurs, troe alle at siulle have for en Bagatel, og den sælges derfor almindellgvirs langt Under dens Vcerdie, medens smnae Steder derimod næsten altid maae kjobes underhaanden, fordi Eierne ikke saa let forarmes paa dem, og altsaa holde dem hsit i Priis. Denne Indsircenkning forhindrer desuden al Parcellering i de magre Egne, da her neppe findes en Bondegaard med 20 Tdr. Land til Tart 24, og forhindrer f-lgeligen med det samme Opdyrkningen af vore Heder, hvilken det ikke er mucligt for den fattige Vcsterboebonde, fra sit ofte langt bortliggcnde Hjem, at overkomine. En Hovcdparcel til at betrygge Staten for Skatter og andre Afgivters Udredelse, er ligcsaa unyttig som uhensigts- mæssig. Seer man ikke dagligcn, at Parcellisterne cre de første, som mode paa Amtstnerne, og som svare alt, hvad der paalig- ger dem? Netop fordi Indtægt og Udgift flane her i et be- dre Forhold end hos Gaardmændene. Hvorfor da bebyrde Hovedparcellcn med en Forpligtelse, der ikke alene er uden Nytte, men som det ogsaa vilde være snare ubilligt at for- lange opfyldt?l Fri Raadighcd over Jordejendommene har til alle Tider havt de meest velgjsrcnde Folger for Agerbrugets Opkomst. Deile-Amt afgiver især det oiensynligste Bcviis herfor. Meget at ønske var det derfor, at Forordningen af 3dic December 1819 i dens Hovedpunkt tilbagekaldtes. I det mindste knude