Om Arbejderforeninger
Til Oplysning og Vejledning

■■■BF-rr,.— ■ .■ .JL«i« ijis..jÄiLi.. 21 gere, Embedsmand osv. I England er man for længe siden færdig med den Indvending, der svarer man kort og godt: „vi ere alle Arbejdere"; der er det ganske sædvanligt at Egnens velhavende, anseteste og indftydelsesrigefte Mænd, selv Lorder og Parlamentsherrer træde ind i Foreningerne og stilles fom Ledere i Spidsen for dem. Og fastholder man blot Sa- gens sande Formaal, er dette let at forstaae; trænge end saa- danne heldigere stillede Mænd ikke til Foreningen, saa trænger den til dem, ikke blot til deres Pengeindflud, ikke blot til deres Oplysning og kyndige Raad og Bistand, men fremfor alt til deres Personer: flat „Arbeidsklasfen" hæves, maa der være Noget, der lofter den, og det bidrager i hot Grad hertil naar den seer de Folk, der ellers pleie at holde sig fjernet fra den, at stille sig ved deres Side, vedkjende sig Samfund med dem og arbeide Haand i Haand med dem til samme Formaal, naar de i deres Sammenkomster modes med saadanne Mænd, der gaae iblandt dem uden at lade dem mærke nogen Forfljæl og vække Indtrykket af, at vi dog alle ere Mennefler og Brodre. Hertil kommer, hvad Erfaring altid viser, at Bevidstheden om, at der er hæderlige Folk, der staae dem nær og hvis Dine ere fæstede paa bem, altid over en gavnlig Indflydelse paa de Skrøbelige til at vaage over sig selv og selv vise sig ustraffe- lige og hæderlige i deres Vandel Vi bave da ogsaa her gjort et lille Forsøg med de selskabelige Sammenkomster, som i de engelste Arbejderforeninger holdes nogle Gange om Aaret, og som man der efter Beretningerne har saa overordentlig Glæde og Velsignelse af: i Anledning af vort Udsalgs Aabning vare alle Foreningens Medlemmer med deres Koner forsamlede, omtr. 250 Mennefler, Sondag Aften d. 4 Rovbr., og Uagtet Bevært- ningen fint bestod i Kaffe og Hvedebrod, herstede der den gladeste Stemning og den vakkreste og behageligste Tone; Tiden til- bragtes med Taler, Sang og Samtaler og det stod at læse paa alle Ansigter, hvor vel man følte sig sammen og hvor Alle vare tnlde af Fortrøstning til den Sag, som havde samlet os; flere af dem, der ellers ere vante til at bevæge sig i andre Cirkler, bevidnede, at man ikke funbe see et nettere og fornøjeligere