Mindre Lærebog i uorganisk Chemi

90 syreanhydrid). Ogsaa de ovennævnte Grundstoffer, som ikke direkte forene sig med Ilt, kunne alle (undtagen Fluor) bringes til at danne Ilter, men dette maa skee ad Omveje, uagtet Foreningen her ogsaa hyppig er ledsaget af en Varmeudvikling, der undertiden endog er ret betydelig. Kun Ilterne af Chlor, Brom, Kvælstof og Guld dannes under Varmeabsorption. Forbrænding. Den Varmeudvikling, som finder Sted, naar brændbare Stoffer forene sig med Luftens Ilt, benyttes i det daglige Liv til at frembringe Varme og Lys. Alle vore Brænd- materialer og Belysningsstoffer indeholde nemlig Kulstof og Brint, og 1 Gr. Kulstof udvikler ved sin Forbrænding til Kulsyre 8080c, 1 Gr. Brint ved sin Forbrænding til Vanddamp 29000c. Paa disse Varmeudviklinger beroer ogsaa den dyriske Varme, idet Luftens Ilt ved Aande- draget optages i Lungerne af Blodet, med dette føres ud i Legemet og her ilter Blodets kulstofholdige Bestanddele. Ligeledes beroer den langsomme Forbrænding, hvorved døde Dyr og Planter efterhaanden omdannes til Muldjord (Formuldning) og denne igjen videre til Kulsyre og Vand, paa Kulstofs og Brints Forbindelse med Luftens Ilt. De fleste brændbare Stoffer forene sig dog først med Ilt ved en bestemt højere Temperatur (Antændelsestempe- raturen). Den almindelige ældre Fyrstiks Fosfor tændes allerede ved Gnidning; ved Fosforets Forbrænding frembringes en saa liøj Temperatur, at ogsaa Svovlet kommer i Brand, og ved dettes Forbrænding stiger Varmen saa højt, at endelig Træet tændes. Et brændende Legeme slukkes, naar man berøver det saa megen Varme, at dets Tempe- ratur synker under Antændelsestemperaturen. Glødende Kul slukkes snart paa en Metalplade. Ved Anvendelse af Vand til at slukke Ild bringes det brændende Legemes Temperatur under Antændelsestemperaturen, idet Vandet forbruger en betydelig Varmemængde til sin Fordampning. Holdes et nogenlunde fint Metaltraadnet i en Flamme, saa afkøles denne saa stærkt ved den gode Varmeleder,