Mindre Lærebog i uorganisk Chemi

91 at Forbrændingen ikke kan fortsættes over Nettet (Davy’s Sikkerhedslampe). Jo finere fordelt et brændbart Le- geme er, desto flei;e Berøringspunkter frembyder det for Luftens Ilt, og desto lettere brænder det. Jernpulver, der hænger ved en Magnet, tændes i Flammen af et Lys. Tønder. Fintdelt Fosfor. Nogle Legemer brænde med Flamme, andre uden Flamme. En Flamme er en glødende Luftart og kan derfor kun dannes, naar det brændende Stof enten selv er luftformigt f. Ex. Brint, Gas, Kulilte, eller ved For- brændingstemperaturen fordamper f. Ex. Svovl, Petroleum, Magnium, Zink, eller sønderdeles og derved danner luftfor- mige, brændbare Produkter. Saaledes give Tælle, Stearin, Olie, Vox, Stenkul, Træ, Harpix alle ved Glødning brænd- bare Luftarter, i Almindelighed Kulbrinter. Flammer ere dels lysende, dels ikke lysende. I Almindelighed lyser en Flamme, naar der udskilles et fast Legeme deri, som ved den høje Temperatur bringes til Glødning. Faste Legemer udstraale nemlig langt mere Lys end Luftarter ved samme Temperatur. Brintflammen lyser ikke, fordi baade Brinten selv og Forbrændingspro- | duktet ere flygtige. Men bringes et fast Legeme (Kalk, Platintraad) ind i Brintflammen, da lyser den stærkt. Magnium- og Fosforflammen lyse stærkt, fordi Forbræn- dingsproduktet er fast (Magnesia, Fosforsyreanhydrid). Ved vore almindelige Belysningsmidler er det fintdelt Kulstof, som udskilles i Flammen og afsætter sig, naar man brin- ger et koldt Legeme derind. Dette Kulstof forbrænder først i den yderste Del af Flammen, hvor der er den stærkeste Varme. Indeholder derfor et Belysningsstof saa meget Kulstof, at dette ikke kan bringes til Hvidglødning, saa bliver Flammen gul eller rød og „soder“. Det samme er Tilfældet, naar Lufttilførslen er utilstrækkelig. Derfor sørger man for forøget Lufttilstrømning ved Lampeglas, hvori de opvarmede og derfor mindre vægtfyldige For- brændingsprodukter hurtig stige tilvejrs og derved frem- kalde en rask Tilstrømning af frisk Luft fra neden. Ofte