Mindre Lærebog i uorganisk Chemi
Forfatter: S. M. Jørgensen
År: 1888
Forlag: Universitetsboghandler G. E. C. Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 383
UDK: TB Gl. 546 Jør
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
300
Vand; paa lignende Maade ere mange Okkere og Alen
under Jyllands Hedesletter dannede; 4) kulsurt Jernforilte,
FeCOg, der dels forekommer nogenlunde rent som Jern-
spat (Steyermark, Kämthen, Westfalen), dels blandet med
Ler og Mergel som Ler jernsten (England, Westfalen,
Nordamerika og Frankrig) eller med Kul som Kuljern-
sten (Skotland, det sydlige Wales, Westfalen). Fremdeles
forekommer Jern som Svovljern (Svovlkies er FeS2,
Magnetkies er Fe8S9) samt i Forbindelse med Arsenik
eller Antimon og Svovl, f. Ex. Arsenikkies, AsFeS; i For-
bindelse med Kobber og Svovl f. Ex. som Kobberkies,
CuFeS2; eller med Antimon, Kobber og Svovl f. Ex. som
Fahlerts. Ogsaa findes det som Silikater, Sulfater, Fosfater
o. m. a. Salte og saltagtige Forbindelser, f. Ex. Chromjern-
sten, FeO,Cr2O3. Uden Jernforbindelser synes Planten ikke
at kunne danne Bladgrønt. I Blodets Farvestof, som ud-
gjør Hovedbestanddelen af de røde Blodlegemer, findes
0,4 Proc. Jern. Saaledes synes baade Plantens og Dyrets
Aandedræt at være betinget af dette Metal.
Jernet vindes af de iltede Malme, som ovenfor ere
nævnte; desuden anvendes som Raamateriale Jerntveilte
fra Ristning af Svovlkies (sml. S. 128 og 126), Jernaffald
og jernholdige Slagger. Don aarlige Produktion af Jern-
malme kan anslaaes til 50 Mill. Tons. De sønderslaaecle
og ad mekanisk Vej rensede, undertiden forvitrede eller
ristede Malme reduceres med Kul i meget store Skaktovne
af cirkulært Gjennemsnit (Højovne, Marsovne) under Til-
sætning af slaggedannende Stoffer („Tilslag“), som bestaa
af Kalk ved kiselsyrerige, Kiselsyre ved kalkrige Malme.
Fra den øverste Munding af Ovnen (Gikten) udvider Ovn-
rummet sig nedefter (Kulsækken), indsnævres derpaa igjen
(Rasten) og ender forneden i en forholdsvis snæver cylin-
drisk Beholder (Stellet). Gjennem Giktaabningen kastes
de med Tilslag blandede Malme og Brændselet (Trækul,
Stenkul eller Cinders) ned i afvexlende Lag. I Stellet ind-
blæses stærkt spændt og hyppigst ophedet Luft, hvorved
det nederste Brændsel iltes til Kulsyre, som i de højere