Mindre Lærebog i uorganisk Chemi

Forfatter: S. M. Jørgensen

År: 1888

Forlag: Universitetsboghandler G. E. C. Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 383

UDK: TB Gl. 546 Jør

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 402 Forrige Næste
300 Vand; paa lignende Maade ere mange Okkere og Alen under Jyllands Hedesletter dannede; 4) kulsurt Jernforilte, FeCOg, der dels forekommer nogenlunde rent som Jern- spat (Steyermark, Kämthen, Westfalen), dels blandet med Ler og Mergel som Ler jernsten (England, Westfalen, Nordamerika og Frankrig) eller med Kul som Kuljern- sten (Skotland, det sydlige Wales, Westfalen). Fremdeles forekommer Jern som Svovljern (Svovlkies er FeS2, Magnetkies er Fe8S9) samt i Forbindelse med Arsenik eller Antimon og Svovl, f. Ex. Arsenikkies, AsFeS; i For- bindelse med Kobber og Svovl f. Ex. som Kobberkies, CuFeS2; eller med Antimon, Kobber og Svovl f. Ex. som Fahlerts. Ogsaa findes det som Silikater, Sulfater, Fosfater o. m. a. Salte og saltagtige Forbindelser, f. Ex. Chromjern- sten, FeO,Cr2O3. Uden Jernforbindelser synes Planten ikke at kunne danne Bladgrønt. I Blodets Farvestof, som ud- gjør Hovedbestanddelen af de røde Blodlegemer, findes 0,4 Proc. Jern. Saaledes synes baade Plantens og Dyrets Aandedræt at være betinget af dette Metal. Jernet vindes af de iltede Malme, som ovenfor ere nævnte; desuden anvendes som Raamateriale Jerntveilte fra Ristning af Svovlkies (sml. S. 128 og 126), Jernaffald og jernholdige Slagger. Don aarlige Produktion af Jern- malme kan anslaaes til 50 Mill. Tons. De sønderslaaecle og ad mekanisk Vej rensede, undertiden forvitrede eller ristede Malme reduceres med Kul i meget store Skaktovne af cirkulært Gjennemsnit (Højovne, Marsovne) under Til- sætning af slaggedannende Stoffer („Tilslag“), som bestaa af Kalk ved kiselsyrerige, Kiselsyre ved kalkrige Malme. Fra den øverste Munding af Ovnen (Gikten) udvider Ovn- rummet sig nedefter (Kulsækken), indsnævres derpaa igjen (Rasten) og ender forneden i en forholdsvis snæver cylin- drisk Beholder (Stellet). Gjennem Giktaabningen kastes de med Tilslag blandede Malme og Brændselet (Trækul, Stenkul eller Cinders) ned i afvexlende Lag. I Stellet ind- blæses stærkt spændt og hyppigst ophedet Luft, hvorved det nederste Brændsel iltes til Kulsyre, som i de højere