Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet

262 er nødvendigt, og Fyret vil i begge Tilfælde trods det stærkere Træk ligge roligt paa Risten. Hovedfordelene ved at køre som ovenfor beskrevet ere altsaa: at Dampen medtager mindre Fugtighed fra Kedlen, hvilket giver et mindre Vandforbrug og deraf følgende mindre Kulforbrug, at Trykket paa Gliderne bliver mindre, og som Følge deraf Kraftforbruget ogsaa mindre, ligesom Glidernes større Bevæ- gelse giver jævnere Slid paa Spejlene, og a l Maskinen faar et stærkere, men dog blødt Dampslag. Blæserens Benyttelse til at fremme Trækket skal indskrænkes til Opfyringen eller til eventuelt at forcere Damptrykkets Stigning under Maskinens Stillestaaen; i alle andre Tilfælde er det en Uting at bruge den. Naar det under visse Forhold viser sig vanskeligt at ved- ligeholde Dampspændingen og den normale Vandstand i Kedlen, er det ikke altid rigtigt at knibe paa Dampen, tværtimod vil det vise sig, at ved at lade Maskinen arbejde med kraftigere Dampslag i nogen Tid, vil Forbrændingen i et ikke for tyndt Fyr blive stærkere og Dampudviklingen som Følge heraf større. For at indvinde Tid eller for at paaskynde et Togs Frem- førsel er det absolut nødvendigt ikke at spilde noget Øjeblik. Megen Tid kan tabes ved ikke hurtigt at give Toget dets største Hastighed, samt ved at lade det »løbe Farten af sig« ind til Stationerne; med Hensyn til Kulbesparelse er denne Kørsels- maade ganske vist den bedste, men skal der spares Tid, maa Maskinens fulde Trækkekraft anvendes ved Igangsætningen, og Formindskelse af Togets Fart ikke iværksættes, før Sikkerheden for rettidig Standsning kræver det. Med næsten hel Fyldning af Cylindrene udvikle Statsbaner- nes større Maskiner 3—6000 kg. Trækkekraft, og med denne kan et Tog, alt efter dets Størrelse og Banens Stigningsforhold, sættes i rask Fart paa 1 å 2 Minutter, medens der meget let vil med- gaa den to- eller tredobbelte Tid, naar Fyldningen for tidligt reduceres, altsaa naar Styringen for hurtigt efter Igangsætningen trækkes op mod sin Midtstilling. Kedlens Forsyning med Vand skal, som allerede nævnt, af- passes efter Dampspænding og Forbrug; der bør aldrig sættes Vand paa Kedlen, naar Fyret ligger dødt, da baade Rør og Fyr- kasse lide derved, og det er (lerfor forkasteligt at køre Damp og Vand bort paa en Stigning, haabende paa at kunne indvinde det forsømte paa et efterfølgende Fald, hvor der køres med luk- ket Regulator, thi derved vil Kedlen netop komme til at modtage