Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet

År: 1901

Forlag: Nielsen & Lydiche

Sted: København

Sider: 295

UDK: 621.137 Lær

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 310 Forrige Næste
Atmosfære mindre end det absolute Tryk, kaldes „Dampens effek- tive Tryk“, og det er dette, som er bestemmende for Dampked- lernes Styrke. Ved Lokomotiver anvendes, som bekendt, ikke den foran beskrevne Trykmaaler, men derimod en anden, det saakaldte Manometer, der er nærmere beskrevet i det følgende, og i hvilket der intet Kvægsølv findes. Ved Forfærdigelsen af de almindelig anvendte Manometre benytter man en Kvægsølvtryk- maaler til Sammenligning og inddeler Skalaen efter dennes An- givelser. Kvægsølvtrykmaaleren bruges ogsaa til Sammenligning, naar man vil justere et Manometer, der er kommet i Uorden. Dampens Ekspansion og Kompression. Det er ovenfor omtalt, at Dampen, naar den ikke er i For- bindelse med sin Stamvædske, Vandet, tilnærmelsesvis følger Mariottes Lov, saalænge Varmegraden holdes uforandret. Den vil altsaa udvide sig (ekspandere), naar Trykket formindskes, og dersom den tvinges til at indtage mindre Plads (komprimeres), vil Trykket stige. Indeslutter man Damp af en vis Spænding (d. v. s. med et vist Tryk) i en Cylinder ved Hjælp af et be- vægeligt Stempel, som er paavirket paa den modsatte Side af et Tryk, der er mindre end Dampens, vil denne ekspandere og under sin Ekspansion skyde Stemplet foran sig frem i Cylinde- ren. Dampen udfører herved et Arbejde, som maales ved den hele Belastning paa Stemplet multipliceret med den Vej, som dette har gennemløbet i Cylinderen. Forbrænding. Forbrændingen af Kullene paa Risten i Lokomotivets Fyr- kasse er en kemisk Forening af brændbare Stoffer i Kullene med en Luftart, som kaldes Ilt, og som er en Bestanddel af den atmosfæriske Luft. Kemien lærer os, at de fleste Stoffer, hvoraf Legemerne i den os omgivende Natur bestaa, ere sammensatte af to eller liere Grundstoffer, d. v. s. Stoffer, som Kemikerne ikke have kunnet adskille i uensartede Dele eller sammensætte af saadanne ved de Midler, der staa til deres Raadighed. Disse Grundstoffer, hvoraf man kender ca. 70, forene sig med hverandre i ganske bestemte Vægtforhold til saakaldte kemiske Forbindelser, der ere nye