Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet
År: 1901
Forlag: Nielsen & Lydiche
Sted: København
Sider: 295
UDK: 621.137 Lær
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Atmosfære mindre end det absolute Tryk, kaldes „Dampens effek-
tive Tryk“, og det er dette, som er bestemmende for Dampked-
lernes Styrke.
Ved Lokomotiver anvendes, som bekendt, ikke den foran
beskrevne Trykmaaler, men derimod en anden, det saakaldte
Manometer, der er nærmere beskrevet i det følgende, og i
hvilket der intet Kvægsølv findes. Ved Forfærdigelsen af de
almindelig anvendte Manometre benytter man en Kvægsølvtryk-
maaler til Sammenligning og inddeler Skalaen efter dennes An-
givelser. Kvægsølvtrykmaaleren bruges ogsaa til Sammenligning,
naar man vil justere et Manometer, der er kommet i Uorden.
Dampens Ekspansion og Kompression.
Det er ovenfor omtalt, at Dampen, naar den ikke er i For-
bindelse med sin Stamvædske, Vandet, tilnærmelsesvis følger
Mariottes Lov, saalænge Varmegraden holdes uforandret. Den
vil altsaa udvide sig (ekspandere), naar Trykket formindskes,
og dersom den tvinges til at indtage mindre Plads (komprimeres),
vil Trykket stige. Indeslutter man Damp af en vis Spænding
(d. v. s. med et vist Tryk) i en Cylinder ved Hjælp af et be-
vægeligt Stempel, som er paavirket paa den modsatte Side af et
Tryk, der er mindre end Dampens, vil denne ekspandere og
under sin Ekspansion skyde Stemplet foran sig frem i Cylinde-
ren. Dampen udfører herved et Arbejde, som maales ved den
hele Belastning paa Stemplet multipliceret med den Vej, som
dette har gennemløbet i Cylinderen.
Forbrænding.
Forbrændingen af Kullene paa Risten i Lokomotivets Fyr-
kasse er en kemisk Forening af brændbare Stoffer i Kullene med
en Luftart, som kaldes Ilt, og som er en Bestanddel af den
atmosfæriske Luft.
Kemien lærer os, at de fleste Stoffer, hvoraf Legemerne i
den os omgivende Natur bestaa, ere sammensatte af to eller liere
Grundstoffer, d. v. s. Stoffer, som Kemikerne ikke have kunnet
adskille i uensartede Dele eller sammensætte af saadanne ved de
Midler, der staa til deres Raadighed. Disse Grundstoffer, hvoraf
man kender ca. 70, forene sig med hverandre i ganske bestemte
Vægtforhold til saakaldte kemiske Forbindelser, der ere nye