Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet

23 Stoffer, hvis Egenskaber man ikke ligefrem kan beregne af Be- standdelenes. Ved den kemiske Forening af Grundstofferne ud- vikles i Reglen Varme og undertiden tillige Lys. Til Grundstofferne høre alle de almindelig bekendte Metaller i ren Tilstand, saasoni Guld, Sølv, Kobber, Jern, Tin, Bly, Kvæg- sølv; endvidere Kulstof, Svovl m. 11. samt nogle Luftarter, hvoraf Ilt, Brint og Kvælstof ere de vigtigste. De almindelig benyttede Stenkul ere ikke noget Grundstof, men indeholde foruden Kulstof ogsaa Brint, Ilt og Kvælstof i vekslende Mængder samt uforbrændelige Askebestanddele i større eller mindre Grad. De brændbare Bestanddele, det er de Be- standdele, som under Forbrændingen indgaa en kemisk Forening med Luftens Ilt og derved udvikle Varme, ere Kulstoffet og Brinten. Kulstoffet findes næsten rent i Naturen som Grafit; Diamanten er rent Kulstof i krystalliseret Form. Soden, der af- sætter sig i Lampeglasset, naar en Petroleumslampe oser, bestaar ogsaa hovedsagelig af rent Kulstof. Brinten er en Luftart, som er meget lettere end den atmosfæriske Luft. I Stenkullene er den bunden til Kulstoffet og danner med dette Kulbrinter, der uddrives, naar man opheder Kullene i lukkede Beholdere (Retor- ter), og som derved giver os den almindelige Belysningsgas. I Fyret antændes Kulbrinterne og danne Flammen. De gasrigeste Kul brænde derfor med den længste Flamme. Ilten, hvis Tilstedeværelse paa Fyrstedet er en nødvendig Betingelse for Forbrændingen, findes, som ovenfor sagt, i den atmosfæriske Luft, der er en Blanding af de to Luftarter Ilt og Kvælstof. En Kubikmeter (cbm.) atmosfærisk Luft indeholder omtrent 210 Liter Ilt og 790 Liter Kvælstof. Efter Vægt inde- holder 100 kg. atmosfærisk Luft ca. 23 kg. Ilt og 77 kg. Kvæl- stof. 1 cbm. atmosfærisk Luft vejer ca. 1,293 kg., 1 cbm. Ilt ca. 1,43 kg., 1 cbm. Brint ca. 0,089 kg., og 1 cbm. Kvælstof ca. 1,254 kg. Iltens Tilstedeværelse i den atmosfæriske Luft er en Hoved- betingelse for alt Dyre- og Planteliv paa Jorden. Ved Aande- drættet optages den gennem Lungerne af Blodet, og dens Ind- virkning paa dette er ledsaget af en Varmeudvikling, idet en Del af Blodets Stoffer indgaar kemiske Forbindelser med Ilten, altsaa forbrænde paa lignende Maade som Kullene paa Risten, og denne Forbrænding er Kilden til Legemets Varme. I et Rum, hvorfra Ilten er fjærnet, kan hverken Mennesker eller Dyr leve. Kvælstoffet i Luften har i Forhold til Forbrændingen kun