Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet

24 Betydning som Fortyndelsesmiddel, idet det mildner Iltens Virk- ning, saa at Forbrændingen bliver mindre hurtig og voldsom. Naar Kulstof forener sig med Ilt under Forbrændingen paa et Ildsted, kan der som Resultat af Forbrændingen (For- brændingsprodukt) danne sig to forskellige Luftarter, nemlig Kulilte og Kulsyre. 12 Gram (g.) Kulstof og 16 g. Ilt forene sig saaledes til 28 g. Kulilte, og 12 g. Kulstof og 32 g. Ilt forene sig til 44 g. Kulsyre. Kulilten er endnu en brændbar Luftart, idet de 28 g. Kulilte kunne optage 16 g. Ilt og danne Kulsyre, som ikke er brændbar. Man vil heraf se, at Brændslet ikke er fuldt udnyttet, førend alt Kulstoffet er omdannet til Kulsyre. Dersom der ved Forbrændingen i Lokomotivets Fyrkasse udvikles megen Kulilte, som gaar uforbrændt bort til Skorstenen, lider man et betydeligt økonomisk Tab, thi af hele den Varme- mængde, som kan udvikles ved Kulstoffets fuldstændige For- brænding til Kulsyre, frembringes ikke mere end 3/10, naar det kun forbrændes til Kulilte. Da Dannelsen af Kulilte næppe helt kan undgaas, gælder det altsaa om at faa denne Luftart antændt og forbrændt, medens den endnu er i Fyrkassen. Hertil kræves en høj Varmegrad og tilstrækkelig Tilførsel af Ilt, altsaa af atmosfærisk Luft, hvori denne findes. Den stærkt ophedede Murbue i Lokomotivets Fyrkasse og Tilledningen af Luft gennem Fyrdøren ere virksomme Midler til at fremme Kuliltens Forbrænding til Kulsyre. Kulbrinterne, der, som ovenfor omtalt, uddrives af Kullene ved Ophedningen, forbrænde paa den Maade, at Brinten forener sig med Ilten til Vanddamp, medens Kulstoffet med Ilten danner Kulsyre. 2 g. Brint og 16 g. Ilt giver 18 g. Vand under Udvik- ling af en Varmemængde, der er betydelig større end den, som udvikles ved Kulsto flets Omdannelse til Kulsyre. Naar Lufttilførselen er utilstrækkelig, kan det hænde, at Kulbrinterne gaa uforbrændte til Skorstenen, hvorved der selv- følgelig lides et Tab, og man maa derfor ogsaa af Hensyn til disse Luftarters Forbrænding sørge for en tilstrækkelig Tilførsel af Luft. Kemikerne kunne ved en Undersøgelse af Kullene i Labora- toriet bestemme hvor megen Ilt, der behøves til den fuldstændige Forbrænding af 1 kg. af en bestemt Slags Kul. Naar Størrelsen af denne Iltmængde kendes, er det let al udregne hvor megen atmosfærisk Luft, der udkræves til For- brændingen. Naar man tænker sig Askebestanddelene helt fjær- nede fra Kullene, vil der i Almindelighed behøves imellem 11,5