Lærebog i maksinvæsen for Lokomotivpersonalet

36 Maade, at Opløsningen ikke længere reagerer alkalisk, hvilket altsaa kan vises ved, at Opløsningen, der i øvrigt bliver blakket herved, ikke længere kan farves rød med Fenolftalein. Den Om- sætning, der foregaar, kan udtrykkes paa følgende Maade: Kulsyre — Natrium + Chlor—Barium = Kulsyre—Barium-}-Chlor—Natrium reagerer alkalisk ikke alkalisk ikke alkalisk ikke alkalisk uopløselig Prøve II udføres nu saaledes: Til 80 ccm. af det rensede Vand sættes tre Draaber Fenolf- talein og dernæst tilstrækkelig Chlorbarium. Vandet skal farves rødt som i Prøve I, men nu skal det, hvis Tilsætning af Kalk og Soda til Raavandet har været rigtig, affarves al én Draabe Syre, thi medens Kalken er bleven uforandret, er Sodaen bleven forandret saaledes, at den ikke længere reagerer alkalisk. Findes ved Prøve II, at Vandet nok bliver rødt med Fe- nolftalein, men affarves ved Chlorbarium alene, skyldes Farv- ningen udelukkende Soda. Man har altsaa tilsat for lidt Kalk til Raavandet og maa derfor rette denne Fejl ved at lede en større Mængde Kalkvand (pr. Minut) ind i Klarebeholderen. Viser det sig derimod, at Affarvningen ved Prøve II først sker ved samme Syremængde som i Prøve I, bestaar Overskudet alene af Kalk, og man maa da tilsætte mere Soda til Raavandet. Naar den rigtige Mængde Soda og Kalk er sat til Raavandet, da skal Forholdet være saaledes. Prøve I Rødfarvning af 80 ccm. af det rensede Vand med Fenolftalein. Affarvning med tre Draaber Syre. Prøve II Rødfarvning af 80 ccm. af det rensede Vand med Fenolftalein. Efter Tilsætning af Chlorbarium Affarvning med én Draabe Syre. De Apparater, der anvendes til Vandrensning, ere meget store og kostbare, og da Udgifterne til Kalk og Soda samt til Pasning af Apparatet heller ikke ere ubetydelige, ses det let, at man maa opnaa virkelige Fordele, for at der overhovedet kan blive Tale om at indføre Vandrensning. Det er imidlertid ogsaa meget betydelige Fordele, man kan opnaa, nemlig for det første en Kulbesparelse og for det andet et mindre Slid paa Kedlen. At man virkelig kan spare Kul ved at have Kedlerne fri for Sten, er baade en Kendsgerning fra det praktiske Liv og godtgjort ved Forsøg. Saaledes har en Amerikaner ved meget omhyggelige Forsøg vist, at man bruger 15 °/0 mere Kul for at holde Dampspændingen i en Kedel med et 5 mm. tykt Stenlag, end naar Kedlen er ganske ren. Det bør derfor ogsaa vise sig,