Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Kontinuerte Spektre. 105 man har at gøre med, er af en saadan Beskaffenhed, at den kan tæn- kes opløst i to eller flere Bevægelser med liver sin bestemte Periode (f. Eks. en Elektrons Omløb i en roterende Ellipse; se S. 95), saa skal der efter Korrespondensprincippet ved Overgang mellem to saadanne stationære Tilstande fremkomme skarpe Spektrallinier, hvis Svingningstal „korresponderer med“ Bevægelsens Perioder; men det er paa ingen Maade alle Bevægelser, der saaledes kan opløses i et endeligt Antal bestemte Perioder, og hvis dette ikke er Tilfældet, saa kan Overgange mellem saadanne „aperiodiske“ stationære Til- stande ikke ventes at give Straaling, der kan opløses i skarpe Linier. Et enkelt Eksempel, hvor det er mere umiddelbart forstaaeligt, at Bohrs Teori ikke vil føre til skarpe Linier, kan endog hentes fra meget simple Forhold ved Brintatomet. Lad os betragte de til Bal- mer-Serien hørende Linier, som jo fremkommer ved, at Elektronen gaar over til Bane Nr. 2 fra en Bane med højere Banenummer, alt- saa længere fra Kernen. Vi faar her som tidligere nævnt en øvre Grænse for Svingningstallet, svarende til, at den ydre Banes Num- mer er „uendeligt“, hvilket i Virkeligheden vil sige, at Elektronen — i et „Spring“ — gaar ind fra en Afstand saa stor, at Kernens Til- trækning lier er forsvindende ringe. Den lierved frigjorte Energi er den samme som den „Løsrivelsesenergi“ A2, der kræves til at bringe Elektronen fra Bane Nr. 2 „helt bort“ fra Kernen. Det er imidlertid herved forudsat, at Elektronen ude i det fjerne var i Hvile; dersom den indfangede Elektron forud har en vis Hastighed, vil den ogsaa have en dertil svarende Bevægelsesenergi A, og naar den nu i et Spring fra det fjerne gaar ind til Bane Nr. 2, vil den Energi, Elek- tronen mister, og som udsendes i Form af Straaling, være Summen af Løsrivelsesenergien A2 og Elektronens oprindelige Bevægelses- energi A; men Svingningstallet v vil da blive større end det, der svarer til, A2, og idet Elektronens Hastighed ikke er bundet til at have visse bestemte Værdier, er v det heller ikke. Straalingen fra en stor Mængde Brintatomer, som indfanger Elektroner paa denne Maade, vil derfor i Spektret ikke blive samlet i visse Linier, men for- delt over et Parti, som ligger udenfor den ved Balmers Formel ud- regnede Grænse i det ultraviolette, men dog i en vis Forstand hører med til Balmerserien. I Spektret fra visse Stjerner har man virkelig iagttaget en kontinuert Strækning, der laa hinsides Grænsen for Bal- merserien og saa at sige fortsatte denne. — Ogsaa de Røntgenstraa- ler, som almindeligt bruges i Lægekunsten, har jævnt varierende Svingningstal; de fremkommer nemlig derved, at enkelte af de Elek- troner, som i et Røntgenrør rammer Antikatodens Atomer og med stor Fart gaar dybt ind i disse, mister Størstedelen af eller al deres Hastiglied uden at slaa nogen indre Elektron ud. Den tabte Bevæ- gelsesenergi bliver da til Straaling.