Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

106 Forskellige Anvendelser af Bohrs Teori. Disse Bemærkninger maa være tilstrækkelige til at gøre det for- staaeligt, at Straalingen f. Eks. fra et fast Legeme, hvor Atomernes og Molekylernes Sammenspil er af meget sammensat Natur, kan give et kontinuert Spektrum. Elekironstød. Den S. 101 omtalte „Vækning“ af Atomer i Normal- tilstanden, hvorved en af de yderste Elektroner rives fra Hviletil- standen ud til en ydre stationær Bane, kan frembringes af en frem- med Elektron, der rammer Atomet. En Undersøgelse af Sammenstød mellem Atomer og frie Elektroner er derfor af største Betydning for Opklaring af Forholdene ved Seriespektrenes Dannelse. Saadanne Undersøgelser kan udføres, idet man giver frie Elek- troner bestemte Hastigheder ved at lade dem passere gennem et elek- trisk Felt, hvor man kender „Spændingsfaldet“ paa den af Elektro- nen gennemløbne Strækning. Har man f. Eks. to Metalplader, hvis elektriske Spændingsforskel eller „Potentialforskel“, udtrykt i den baade i Elektroteknik og Videnskab almindeligt brugte Enhed 1 Volt, er f. Eks. 100 Volt, og er deres Afstand 10 cm., saa vil Spændings- faldet mellem dem være 10 Volt pr. cm. Naar en Elektron gennem- løber en Strækning med Spændingsfald 1 Volt under Paavirkning af de elektriske Kræfter, vil den derved faa sin Bevægelsesenergi for- øget med en ganske bestemt Størrelse; dersom dens Hastighed til at begynde med var Nul, vilde den ved det nævnte Spændingsfald blive 600 km. i Sekundet. For Kortheds Skyld kan vi bruge det Udtryk, at en Elektrons Bevægelsesenergi er f. Eks. „15 Volt“, idet vi dermed mener, at den har saa stor en Bevægelsesenergi, som et Spændings- fald af 15 Volt vilde give den. I 1913 begyndte Tyskeren Francli en Bække Forsøg ved nye Me- toder, som gjorde det muligt nøjagtigt at regulere Elektroners Hastig- hed og maale denne og dermed deres Bevægelsesenergi før og efter deres Sammenstød med Atomer. Han anvendte først og fremmest disse Metoder paa Kviksølvdamp, hvor Forholdene er særlig simple, bl.a. fordi Kviksølvdampens Molekyler kun bestaar af 1 Atom. Franck bombarderede nu Kviksølvdamp med Elektroner, der alle havde samme Hastighed. Det viste sig da, at dersom Elektronernes Bevægelsesenergi var under „4,9 Volt“, var deres Sammenstød med Kviksølvatomerne fuldkommen elastiske, d.v.s. Elektronernes Be- vægelsesretning kunde nok ændres ved Stødene, men deres Hastighed var uforandret; Atomerne kunde altsaa ikke optage Energi fra Elek- tronerne. Forøgedes Hastigheden saa meget, at Elektronernes Energi laa lige over 4,9 Volt, indtraadte der en brat Forandring i Forholdene, idet mange af Sammenstødene var fuldkommen uelastiske, d.v.s. de stødende Elektroner mistede hele deres Hastighed og havde altsaa afgivet hele deres Bevægelsesenergi til Atomet. Gjorde man Begyn-