Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Lyskvanteteorien. 111 et forholdsvis stort Energikvantum, beror paa, at det Energikvan- tum, Elektronen optager, maa være stort nok til at udføre Løsrivel- sesarbejdet. Men naar Straalernes Svingningstal (og dermed deres Energikvantum) blot ikke er mindre, end hvad der er fornødent til Løsrivelsen, behøver det ikke at liave visse bestemte Værdier. Dersom det Energikvantum h-y, Straalerne kan afgive, er større end det for- nødne Løsrivelsesarbejde, bliver det overskydende blot til Bevægelses- energi hos Elektronen, som saaledes faar en Hastighed, der er des større, jo større Svingningstallet v er. Hvad her foregaar, er aaben- bart noget der kan anses som den omvendte Proces af den, der fører til Dannelsen af det S. 105 omtalte kontinuerte Brintspektrum; her blev Elektroner med forskellig Hastighed bundne af Brintatomerne, som saa udsendte Straaler, hvis Svingningstal rettede sig efter denne Hastiglied, medens ved den fotoelektriske Effekt omvendt Straaler med forskelligt Svingningstal løsriver Elektroner og giver dem en Hastighed, der retter sig efter Svingningstallet. Det maa erkendes, at der er noget liøjst besynderligt ved denne Virkning. Naar de elektromagnetiske Bølger, som man maa an- tage, er jævnt udbredte over Straalingsfeltet, er det ikke let at for- staa, hvorfor dette afgiver Energi til enkelte Atomer og ikke til andre, og hvorfor disse udvalgte altid — ved et bestemt Svingnings- tal — faar et ganske bestemt Energikvantum uafhængigt af, om Straalefeltets Intensitet (Belysningsstyrken) er større eller mindre; i sidste Tilfælde maa Atomet for at faa det rette Kvantum „suge Energi til sig“ fra et større Parti af Straalingsfeltet (eller samle sam- men i længere Tid) end i første. Naar Atomerne optager Energi ved Elektronstød, synes Sagen lettere at forstaa; thi her fører de stø- dende Elektroner dog deres Bevægelsesenergi til bestemte Atomer, nemlig dem de rammer. Einstein har derfor i sin Tid (1905), da der endnu ikke var Tale om Kerneatom eller Bohrs Teori, opstillet den saakaldte Lyskvante- teori, ifølge hvilken Straaleenergien ikke blot udsendes og optages af Atomerne i visse Kvanter, hvis Størrelse er bestemt ved Svingnings- tallet v, men at den ogsaa er til Stede i Straalingsfeltet i saadanne Kvanter. Naar et Atom udstraaler et Energikvantum h v, skulde denne Energi ikke udbrede sig som Bølger til alle Sider, men fare af Sted i en bestemt Retning — som en lille Energiklump kunde man sige. Disse „Lyskvanter“, som de kaldes, kunde da ligesom Elektro- nerne ramme bestemte Atomer. Men selv om man ved denne Teori, i alt Fald tilsyneladende, kom- mer over den nævnte Vanskelighed, føres man rigtignok ind i langt større Vanskeligheder; ja, man kan sige, at hele Bølgeteorien hylles i et dybt Mørke. Selve Tallet v, der karakteriserer de forskellige Slags Straaler, taber sin Betydning som et Svingningstal, og Interferensfæ-