Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Nøjagtige Vejninger. 15 ston“, som gik bort, naar Metallerne ophededes i Luften, og „Metal- kalke“, som da blev tilbage. Først i Halvfjerdserne og Firserne af det 18. Aarhundrede lagdes Grunden til den nyere kemiske Viden- skab gennem en Hække Opdagelser og Undersøgelser af Svenskeren Scheele, Englænderne Priestley og Cavendish og fremfor alt Fransk- manden Lavoisier. Man erkendte, at Vandet var en kemisk Forbin- delse af de luftformige Grundstoffer Ilt og Brint, at Luften hoved- sagelig var en Blanding af Grundstofferne lit og Kvælstof, at For- brænding var en kemisli Proces, hvorved et eller andet Stof for- enedes med Ilt, at Metallerne var Grundstoffer, Metalkalkene derimod kemiske Forbindelser af Metal og Ilt o. s. v. Ganske særlig Betyd- ning for Atomlærens Forhold til Kemien fik det imidlertid, at La- voisiér gjorde Vægten til et af den videnskabelige Kemis allervigtigste Redskaber. Naturligvis havde man ogsaa tidligere i mange Tilfælde benyttet Vejninger ved kemiske Undersøgelser; men man nøjedes med ret grove Vejninger, og Resultaterne paavirkede i mærkværdig ringe Grad de kemiske Teorier; Flogistonteorien blev saaledes opretholdt til Trods for, at man vidstç, at Metalkalke vejede mere end det Metal, hvoraf de var dannede. Nu fastslog Lavoisier imidlertid paa Grundlag af meget omhyggelige Vejninger, at kemiske Foreninger eller Sønderdelinger aldrig forandrede Vægten af de Stofmængder, som indgik i Processen; en vis Mængde Metalkalk (Metalilte) vejede f. Eks. nøjagtigt lige saa meget som de Mængder Metal og Ilt til- sammen, som medgik til Dannelse af Metalkalken, eller omvendt opstod ved dens Sønderdeling. Ud fra Atomlærens Standpunkt bety- der dette aabenbart, at Atomernes Vægt ikke forandredes ved de Foreninger eller Adskillelser af Atomer, som foregik ved de kemiske Processer, eller med andre Ord at et Atoms Vægt er en uforanderlig Størrelse. Her har vi da den første ved Forsøg konstaterede Egen- skab ved selve Atomet — ganske vist en Egenskab som de fleste af Atomteoriens Tilhængere vel nok forud stiltiende havde forudsat. Ved Brugen af Vægten blev det tillige fastslaaet, at der til hver enkelt kemisk Forbindelse svarede et ganske bestemt Vægtforhold mellem Bestanddelene. Ogsaa dette havde sikkert forud staaet for mange eller maaske de fleste Kemikere som i alt Fald i høj Grad sandsynligt; men det skal dog nævnes, at Loven en Tid blev kraftigt bestridt fra flere Sider. Ogsaa ved at sammenligne Vægtforholdene i forskellige kemiske Forbindelser med hinanden kom man imidlertid til visse Regler. I Begyndelsen af forrige Aarhundrede fremsatte Englænderen John Dalton saaledes den Regel, der betegnes som Loven om de multiple Proportioner. Som Eksempel paa denne Lov kan det anføres, at i de to Forbindelser af Kulstof og Brint, som hedder Metan (Sumpgas,