Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet
Forfatter: Helge Holst, H. A. Kramers
År: 1922
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 134
UDK: 539.1 Hol
Med 22 Figurer Og 2 Farvetrykte tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Spektrallinier.
41
I Stedet for gennemsigtige Spaltegitre anvender man altid i viden-
skabelige Undersøgelser Spejlgitre af Spejlmetal med parallelle Rid-
ser; Spektret dannes her af det tilbagekastede Lys fra de ikke-ridsede
Partier. Spejlgitre kan fremstilles ved Indridsning paa et Hulspejl
(Konkavgitre), som samler Straalerne, saa at man ikke behøver Glas-
linser hertil. Gitre med flere hundrede Spalter eller Ridser paa 1
Millimeter og udførte med yderste Omhu, men derfor ogsaa meget
kostbare, kan give udmærkede Spektre, baade lysstærke og med
meget stor Farveadspredelse.
Spektrallinier. I Begyndelsen af forrige Aarhundrede opdagede
først Wollaston i England, senere Fraunhofer i Tyskland, at der i
Sollysets Spektrum optraadte mørke Linier, hvad der altsaa viste,
at visse Farver manglede. De mest fremtrædende af disse saakaldte
„Fraunhoferske Linier“ blev benævnte med Bogstaverne A, B, C, D,
E, F, G, H fra rødt mod violet; senere fandt man, at nogle af dem
var dobbelte, f. Eks. D, som da opløstes i D1 og D2; man indførte og-
saa andre Navne som b og h; men Liniernes Antal steg med de for-
bedrede Hjælpemidler til Hundreder, ja Tusinder. Lyset fra et glø-
dende fast eller flydende (smeltet) Stof var derimod „kontinuert“,
d. v. s. det havde ingen mørke Linier. En Illustration af Solspektret
med de stærkeste Fraunhoferske Linier findes øverst paa Spektral-
tavlen bag i Bogen.
En Modsætning til Solspektret med dets mørke Linier paa lys
Grund danner de saakaldte Liniespektre, der bestaar af lyse Linier
paa mørk Baggrund. Det først kendte var det, der dannedes af Lyset
fra den tidligere omtalte saltholdige Spritflamme. Det havde, som
nævnt, kun en eneste gul Linie, som dog senere viste sig at bestaa af
to tæt ved hinanden. Det var jo Klornatrium, der farvede Flammen
gul; men at det ikke er Klor, men det metalliske Grundstof Natrium,
der herved er virksomt, fremgaar af, at ogsaa andre Natriumsalte,
anen ikke Klorforbindelser uden Natrium kan give den gule Dobbelt-
linie. Man maatte da slutte, at det var Natriumdamp, der udsendte
det gule Lys, som derfor kaldes Natriumlys. Fig. 7 paa Spektraltav-
len bag i Bogen gengiver Spektret, som udsendes fra Natriumdamp
i en Flamme. (Paa Grund af den lille Maalestok er Figuren ikke i
Stand til at vise, at den gule Linie er dobbelt). Man gjorde nu den
interessante Opdagelse, at Natriumlinien besad nøjagtig samme Bølge-
længde, som det Lys, der i Solspektret manglede, der hvor den dolj-
belte D-Linie dannedes. Hvorledes det hang sammen med dette mær-
kelige „Sammentræf“ og andre af samme Art blev ca. 1860 opklaret
af Kirchhoff og Bunsen. De viste nemlig ved direkte Forsøg, at Na-
triumdamp ikke alene er i Stand til at udsende det omtalte gule Lys,
naar den selv er paa liøj Temperatur, men at den samtidig er i Stand