Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Liniespektre. 45 sendelses- eller „Emissionsspektre“ dannede af Lys fra Luftarter un- der særlige Omstændigheder; de synes at bestaa af en Række lysende Baand, der følger efter hinanden med en vis Regelmæssighed (se Fig. 11). Ved stærkere Farveadspredelse opløses Baandene dog i Grupper af lysere Linier. De Spektre, vi faar mest at gøre med i det følgende, er dog de egentlige Liniespektre, og dem skal vi derfor lær betragte lidt nær- mere. De forskellige Stoffers Liniespektre er højst forskellige med Hen- syn til Komplicerthed. Medens mange Metaller giver et overvældende Antal Linier, Jærn f. Eks. ca. 5000, er der andre, som kun giver faa, i alt Fald i et simpelt Spektroskop. Ved et lysstærkere og mere larve- spredende Spektroskop vil Simpelheden dog formindskes, idet der dels viser sig helt nye lyssvagere Linier, dels indtræder en Fordob- ling eller Tredobling af Linier, som før syntes enkelte, og haar man udstrækker Undersøgelsen til de ultraviolette og ultrarøde Partier af Spektret, forøges Liniernes Antal. Det er saaledes nævnt, at Natrium- spektret først syntes kun at bestaa af en enkelt gul Linie, men at denne viste sig at være en Dobbeltlinie; senere fandtes endnu flere Rækker af svagere Dobbeltlinier. Det skal her bemærkes, at hvilke og hvor mange Linier man faar frem, beror ikke blot paa Spektro- skopets Godhed, men ogsaa paa de fysiske Forhold, hvorunder Spek- tret dannes. Fysikerne har bestræbt sig ivrigt for at finde Lovmæssigheder i Liniernes Fordeling, og det lykkedes ogsaa nogenlunde let for nogle Spektre at finde visse Lovmæssigheder. F. Eks. kan det nævnes, at Liniespektrene for Lithium, Natrium, Kalium, Kobber m. m. kunde inddeles i 3 Rækker eller Serier, hver bestaaende af Dobbeltlinier; se- nere har man endvidere fundet, at Forskellen mellem Svingnings- tallene for en Dobbeltlinies to „Komponenter“ var nøjagtigt ens for de fleste Linier i et af disse Spektre, og at denne Forskel for de for- skellige Spektre stod i simpel Sammenhæng med Stoffets Atomvægt. Men alt dette maa dog snarest kaldes Brokker af Lovmæssighed; man er hermed meget langt fra en Lov, der nøjagtigt kunde gøre Rede for Liniefordelingen blot i en enkelt Serie endsige i et helt Spektrum eller i alle Spektre. Det første betydningsfulde Skridt i denne Retning blev allerede 1885 gjort af Schweitzeren Balmer ved Brintspektret, der er det simpleste af alle Spektre. I den synlige Del bestaar det blot af tre Linier, en rød, en blaa og en violet; de svarer til de Fraunhoferske Linier C, F og li og betegnes nutildags almindelig som H«, Hß og HY. Hertil kommer imidlertid et ikke ringe Antal Linier i det ultra- violette. Balmer opdagede, at Bølgelængderne for den røde og den grønne Brintlinie forholdt sig til hinanden nøjagtigt som to liele Tal, nem-