Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet
Forfatter: Helge Holst, H. A. Kramers
År: 1922
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 134
UDK: 539.1 Hol
Med 22 Figurer Og 2 Farvetrykte tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Elektricitetens Natur.
55
positive Elektricitet ikke som den negative kan optræde paa egen
Haand, men er uløselig knyttet til Grundstofatomerne.
Elektricitetens Natur. De tidligere antydede Forestillinger om et
eller to Elektricitetsstoffer fremtræder herved i et nyt Lys. Man
føres til at tænke sig et neutralt Atom bestaaende af en positiv elek-
trisk „Hovedmasse“ samt saa mange negativ elektriske Elektroner, at
de neutraliserer den. Mister Atomet 1, 2 eller 3 Elektroner, bliver
det positiv elektrisk med 1, 2 eller 3 elektriske Elementarkvanta, eller,
som vi kortere vil sige, med 1, 2 eller 3 „Ladninger“. Optager det
Fig. 17. Foreløbige Forestillinger (efter „Elektronteorien“) om A et
neutralt Atom, B samme Atom med to positive Ladninger (en diva-
lent positiv Ion) og C samme Atom med to negative Ladninger (en
divalent negativ Ion).
derimod 1, 2 eller 3 overskydende Elektroner, bliver det negativ
elektrisk med 1, 2 eller 3 Ladninger. Fig. 17 kan bidrage til at
fæstne disse Forestillinger, men man maa dog ikke tænke sig, at
Elektroner just er anbragt paa den angivne Maade. De Stoffer, der
ved Elektrolysen optræder som elektropositive — Brint og Metaller
— skulde være saadanne, hvis Atomer let mister een eller flere Elek-
troner, medens de elektronegative Stoffer derimod let optager over-
skydende Elektroner; og Stofferne skulde være monovalente eller di-
valente, eftersom deres Atomer er tilbøjelige til henholdsvis at af-
give og optage eet eller to Atomer. Af Undersøgelserne i Udlad-
ningsrør fremgaar det dog, at Grundstofatomer af samme Slags kan
opføre sig paa flere Maader i denne Henseende, end man kunde vente
efter Elektrolysen eller de kemiske Valensforhold.
Naar en elektrisk Strøm gaar gennem en Metaltraad, maa man
tænke sig, at Metalatomerne forbliver paa deres Plads, medens de
virkende elektriske Kræfter fører Elektroner i en Retning modsat
den, der almindelig betegnes som Strømretningen (smlgn. S. 49);
man maa dog ikke opfatte Elektronbevægelsen som en jævn uhindret
Strømning, men som Resultat af et indviklet, endnu langtfra fuld-
stændig opklaret Vekselspil, hvorved Elektroner løsrives fra og fan-