Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Lorentz’ Elektronteori. 57 Man kunde nu tænke sig, at de forskellige Elektroner i det uforstyr- rede Atom befandt sig i en Hviletilstand, som kan sammenlignes med en Kugles i Bunden af en Skaal. Naar Atomet paa en eller anden Maade blev „rystet“, begyndte en eller flere Elektroner i Atomet at svinge frem og tilbage omkring Hviletilstanden med et bestemt Svingningstal, ligesom Kuglen vilde give sig til at trille frem og til- bage i Skaalen, naar denne fik et Stød; dette vilde betyde, at Atomet udsendte Lysbølger, som for hver enkelt Elektron havde en bestemt til Elektronens Svingningstal svarende Bølgelængde, og i Spektret af det udsendte Lys skulde der da fremkomme Linier svarende til disse Bølgelængder. En overmaade stærk Støtte for denne Opfattelse fik man gennem Hollænderen Zeemans Opdagelse af et magnetisk Felts Indvirkning paa Spektrallinier. Zeeman fandt for 25 Aar siden, at naar et lysende Udladningsrør blev stillet mellem Polerne af en stærk Elektromagnet, vilde Spektrallinierne i det udsendte Lys „op- spaltes“, saaledes at hver Linie deltes i 3 „Komponenter“ med meget ringe Afstand. Det var nu en af Elektronteoriens store Triumfer, at Lorentz kunde vise, at en saadan Virkning virkelig maatte ventes, naar man antog, at Lyssvingningerne blev frembragt af smaa svin- gende elektriske Partikler indeni Atomet. Teorien satte ham i Stand til ud fra Forsøgene og de kendte Love for Vekselvirkning mellem en Magnet og en elektrisk Strøm (her den bevægede Elektron) at be- stemme saavel Forholdet e : m mellem Partiklernes elektriske Lad- ning og deres Masse som Ladningens Art. Han kunde slutte af Zee- mans Forsøg, at Ladningen var negativ, og at Forholdet e : m var gan- ske det samme som det, man havde fundet ved Katodestraalerne. Der kunde herefter ikke godt være Tvivl om, at Elektroner i Atomerne var Ophavsmændene til det Lys, der dannede Spektrallinierne. Men det syntes rigtignok ganske ugørligt ved Teorien at gøre Bede for Enkelthederne i et Spektrum — at udlede f. Eks. den ved Balmers Lov udtrykte Regelmæssighed og at forklare, hvorfor netop Brint havde disse, Kobber liine Linier o. s. v. Disse Vanskeligheder og sær- lig de enkelte Spektres store Linietal syntes at tyde paa, at der var mange Elektroner i et Atom, og at Atomets Bygning var ganske over- ordentlig indviklet. Ionisering. Som nævnt bragte Elektronerne i Udladningsrøret det- tes Væg til at udsende et grønligt Lys, naar de ramte den. De giver ogsaa ved at træffe Glasvæggen eller et i Røret anbragt Metalstykke (Antikatoden) Anledning til Udsendelsen af de ejendommelige stærkt gennemtrængende Straaler, som efter deres Opdager kaldes Røntgen- straaler, og som er ultraviolette Straaler med overmaade smaa Bølge- længder (se S. 43). Naar Elektronerne træffer Luftmolekylerne i Røret, slaar de dem i Stykker; de adskiller dem i positive og nega-