Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Bombardement med a-Partikler. 61 For det andet det endnu dybere: Af hvad Art er de Processer, som foregaar i et Atom, og hvorledes kan vi ved dem gøre Rede for Grundstoffernes fysiske og kemiske Egenskaber. I dette Afsnit vil vi væsentlig holde os til det første Spørgsmaal og særlig betragte det grundlæggende Bidrag, Rutherford i 1911 liar givet til dets Besva- relse gennem Opdagelsen af den positive Atomkerne og Opstillingen af den saakaldte Rutherford’ske Atommodel eller Kerneatomet. Rutherfords Atommodel. Han førtes til den nævnte Opdagelse gen- nem Forsøg, der i Hovedtrækkene var ordnet paa følgende Maade. Fra et kraftigt Radiumpræparat sendtes en tæt Strøm af a-Partikler i et næsten lufttomt Rum gennem en lille Aabning. Paa en Zinksulfid- skærm noget bag Aabningen dannedes der ved dette Bombardement af Atomprojektiler en lille skarpt begrænset Lysplet. Dernæst dæk- kedes Hullet med et tyndt Metalblad. Vi kan betegne dette som et Panser dannet af tæt pakkede Atomer. De udskudte a-Partikler gaar let gennem dette Panser, idet de med deres store Hastighed farer tværs igennem Atomerne; men man vil dog se, at Lyspletten nu bre- der sig lidt og ikke længere er skarpt begrænset. Man kan af denne Udflyden slutte, al a-Partiklerne ved at passere gennem de mange Metalatomer faar talrige ganske smaa Afbøjninger, som dog, da de gaar snart i en, snart i en anden Retning, kun bevirker en ringe Spredning af Straalerne. Det kunde imidlertid vises, at ganske enkelte a -Partikler brød helt ud af Sværmen og fo’r videre i en helt ny Ret- ning, ja endog kom ud fra Metalbladet i tilbagegaaende Retninger. Forholdet var omtrent, som om man havde skudt en Mængde smaa Kugler gennem en Væg af Smør, og de næsten alle sammen gik igen- nem Væggen i praktisk talt uforandret Retning, men at af og til en enkelt tilsyneladende umotiveret kom farende tilbage fra Smørrets Indre. Man vilde da slutte, at der hist og her i Smørret var indlejret nogle smaa haarde og tunge Genstande, f. Eks. smaa Kugler, som enkelte af Projektilerne tilfældigvis var stødt paa. Ogsaa i Metalbla- det maatte der da være saadanne smaa haarde Tingester. Metalato- mets Elektroner kunde det aabenbart ikke være, thi a-Partiklerne er som før nævnt Heliumatomer med en Masse over 7000 Gange en Elektrons, og hvis et saadant Atom stødte paa en Elektron, vilde det derfor slynge den til Side uden selv at afbøjes nævneværdigt. Der stod da næppe andre Muligheder tilbage, end at det, de stærkt af- bøjede a-Partikler var stødt paa, var Atomernes positive Del, hvis Masse er betydelig i Forhold til Heliumatomets. Det fulgte af en matematisk Beregning, at de store Afbøjninger kom frem paa Grund af, at de paagældende a-Partikler paa deres Vej havde passeret et uhyre stærkt elektrisk Felt af den Slags, som vil eksistere omkring en elektrisk Ladning, der er koncentreret i et overmaade lille Rum og