Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

62 Kerneatomet. virker paa andre Ladninger efter Coulombs Lov. (S. 49). Naar der i det foregaaende er talt om Sammenstød maa dette Ord da ikke opfattes paa grov, ydre Vis saaledes, at man tænker sig a-Partiklen og den positive Atomdel, den „støder paa“, som elastiske Kugler der kommer i Berøring med hinanden; hvad der sker er, at de to Par- tikler kommer saa nær ind paa hinanden, at de elektriske Kræfter bliver meget store og bevirker en betydelig Afbøjning af «-Partiklen fra dens oprindelige Bane. Rutherford førtes saaledes til den Antagelse, at næsten hele et Atoms Masse var samlet i en positiv elektrisk Kerne, der ligesom Elektronerne var meget lille i Forhold til Atomets Størrelse, medens Fig. 20. Fotografi af to a-Partiklers (positive Heliumatomers) Bane. Den ene støder mod en Atomkerne. Resten af Massen var fordelt paa et Antal negative Elektroner, der maatte antages at kredse om Kernen, holdt fast af dennes Tiltræk- ning, ligesom Planeter kredser om Solen; Atomets ydre Grænse maatte anses for at være dannet af de yderste Elektroners Baner. Ved et Atom af denne Bygning bliver det forstaaeligt, at «-Partik- lerne i Almindelighed kan fare gennem Atomerne kun afbøjede ube- tydeligt ved Frastødning fra Kernen, og at de store Afbøjninger er saa sjældne som Forsøgene viser, at de er. Disse Forhold kunde der- imod slet ikke forliges med en Atommodel, som tidligere var op- stillet af Lord Kelvin og derefter nærmere behandlet af J. J. Thom- son, og i hvilken den positive Elektricitet antoges at være jævnt for- delt over hele Atomets Rum, medens Elektronerne kredsede indenfor den derved bestemte Grænse, fordelte i Ringe med større eller min- dre Afstande fra Atomets Centrum. De samme ejendommelige Forhold ved a-Straalers Gennemgang gennem et Stoflag, som aabenbaredes ved Rutherfords Forsøg, frem- træder paa en endnu mere anskuelig Maade ved Wilsons S. 60 om- talte Forsøg og Fotografier. Disse kan lær ligefrem vise, at enkelte a-Partikler pludselig viger brat af fra deres Bane. I Fotografiet Fig. 20, der viser to a-Partiklers Bane i Luft med overmættet Vand- damp, er den ene af disse Baner næsten retliniet, dog med en ganske svag Krumning. Den anden liar først en ret anselig Afbøjning paa et bestemt Sted, hvor den allerede maa være kommet meget nær til