Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

72 Kerneatomet. af dette Energiproblem. Tiden er i alt Fald endnu slet ikke kommet til, at Teknikeren lier kan følge i Forskerens Fodspor. Om livad Fremtiden kan bringe vilde det imidlertid være farligt at spaa. Hvor interessante og betydningsfulde end de Indblik er, som Rutherford og andre har aabnet for os til Atomkernernes Indre, tor det sikkert siges, at Udforskningen af Elektronsystemernes Egen- skaber griber langt stærkere ind paa den fysiske og kemiske Viden- skabs forskellige Omraader og derigennem ogsaa har større Mulig- heder for i en nærmere Fremtid at føre til Opdagelser af praktisk Betydning. V. BOHRS TEORI FOR BRINTSPEKTRET Kerneatomet og Elektrodynamikken. Selv om Rutherford langtfra havde givet en fuldstændig Besvarelse af det første af de i det fore- gaaende Afsnit opstillede Spørgsmaal om Anbringelsen af de positive og negative Dele i Atomerne, skulde man dog tro, at den foran skil- drede Opklaring af Forholdene — Adskillelsen i en lille Kerne og et ydre Elektronsystem og Bestemmelsen af dettes Elektrontal lios de forskellige Grundstoffer — maatte danne et godt Grundlag for Be- svarelsen af det andet Spørgsmaal om Sammenhængen mellem Atom- processerne og Stoffernes fysiske og kemiske Egenskaber. Men til at begynde med syntes dette rigtignok saa langt fra at være Tilfældet, at det tværtimod nu først var blevet helt haabløst at løse denne Opgave. Vi ser bedst dette, naar vi holdèr os til det simpleste Grundstof- atom, Brintatomet, med dets positive Kerne og dets ene Elektron, som kredser om Kernen. Hvorledes skulde det være muligt, at man ud fra en saa simpel Konstruktion skulde kunne forklare Brintspek- tret med dets mange forskellige skarpe Linier fordelte i flere Serier efter Balmer-Ritz Formel (S. 47)? Som tidligere omtalt syntes Elek- tronteorien netop at kræve en meget sammensat Atombygning til Forklaring af disse Forhold. Efter Elektronteorien skulde Atomerne, kan man sige, kunne lignes med Strengeinstrumenter, der var i Stand til at udsende et stort Antal Toner, og Elektronerne skulde svare til Instrumentets Strenge; men Brintatomerne havde kun een Elektron, og det syntes ikke troligt, at de enkelte Brintatomer i en Brintmasse var stemt for forskellige, men ganske bestemte „Toner“, d. v. s. Sving- ningstal. Nu kunde man ganske vist ikke af Analogien med Strengeinstru- mentet slutte, at en enkelt Elektron kun kunde give Lys af et enkelt Svingningstal svarende til en enkelt Spektrallinie. En anslaaet Streng vil nemlig ikke give en enkelt usammensat Tone; det vilde den kun