Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

74 Bohrs Teori for Brintspektret. de ved en ydre Impuls — en Art Rystelse — blev ført ud fra dem. Den Energi, som ved en saadan Impuls tilførtes Elektronen, vilde da efterhaanden forbruges til Udsendelsen af Lysbølgerne og saaledes omdannes til Straaleenergi i det udsendte Lys, medens Elektronerne samtidig faldt i Ro, hvis den ikke forinden filt en ny Impuls. Impul- serne kunde f. Eks. ved et glødende fast Legeme komme fra Mole- kylernes Sammenstød, ved lysende Luft i et Udladningsrør fra Elek- troners og Ioners Stød mod Atomer. Det af Elektronen repræsente- rede svingende System („Oscillatoren“) vilde under disse Omstæn- digheder have meget stor Analogi med en Streng, der efter at være sat i Svingning ved et Anslag efterhaanden kommer i Ro, idet den til Anslaget anvendte Energi afgives i Form af Lydbølger. Skønt Strengens Svingninger efterhaanden bliver svagere, holder Tiden for liver enkelt Svingning sig uforandret: Svingningerne er ligesom Pen- dulsvingninger „ligetidige“, og det samme vilde være Tilfældet med Elektronens Svingningstal, naar den Kraft, der førte den tilbage til Hvilestillingen var proportional med Afstanden. Rutherfords Atommodel er imidlertid et System af en hel anden Art end Elektronteoriens tænkte Oscillatorer. Brintatomets ene kred- sende Elektron vilde kun kunne finde Hvile inde ved den positive Kerne, og naar den først var forenet med denne, lod den sig ikke let rive løs igen; den vilde saa være blevet til en Kerneelektron, og en saadan Proces vilde være noget saa indgribende som en Grundstof- forvandling (S. 58). Paa den anden Side fulgte det nødvendigt af Elektrodynamikkens Grundlove, at Elektronen under sin Kredsen maatte udsende Straaleenergi og som Følge af Energitabet efterhaan- den nærme sig til Kernen. Men da Kernens Tiltrækning paa Elektro- nen er omvendt proportional med Afstandens Kvadrat, vil Omløbs- tiden herved stadig formindskes, Omløbstallet « og dermed Sving- ningstallet for den udsendte Straaling altsaa stadig forøges; den til de udsendte Lysbølger svarende Spektrallinie skulde altsaa stadig vandre i Retning fra Spektrets røde Ende mod den violette. Ruther- fords Atommodel var altsaa ikke blot ude af Stand til at gøre Rede for Spektralliniernes Antal og Fordeling; det var overhovedet umu- ligt. ud fra de kendte elektrodynamiske Love at forstaa, at den kunde give Anledning til Dannelsen af Spektrallinier paa bestemte Steder i Spektret. Ja, man maatte erkende, at et elektrodynamisk System af den Art var et ustabilt og derfor i Grunden umuligt System, og dette gjaldt ikke blot om Brintatomet, men om alle Kerneatomer med de- res positive Kerne og det udenom denne kredsende Elektronsystem. Hvorledes man end betragter Sagen, finder man saaledes en uløse- lig Modstrid mellem Rutherfords Teori om Atomets Bygning og de fundamentale elektrodynamiske Forudsætninger for Lorentz’ Elek- tronteori. Som tidligere fremhævet har Rutherford imidlertid udledet