Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Bohrs Teori og Balmer-Ritz’ Formel. 83 Spektret den saakaldte Lyman-Serie. Og saaledes repræsenteres en- hver Linie i Brintspektret af en Overgang imellem to bestemte sta- tionære Baner i Brintatomet, idet denne Overgang vil give netop det til denne Linie svarende Svingningstal. Dette kunde nu maaske ved første Øjekast synes mange at være et saa forbavsende smukt Resultat, at det paa ganske overbevisende Maade vidnede til Gunst for Bolirs Teori. Ved noget nærmere Efter- tanke vilde nogle dog maaske bedømme disse Vidnesbyrd ganske modsat og sige, at de slet ikke havde den ringeste Værdi, da de stationære Tilstande var valgt saaledes, at man derved opnaaede Overensstemmelse med Balmer-Ritz’ Formel. Denne sidste Betragt- ning rummer den Sandhed, at Overensstemmelsen mellem Formlen og Teorien — efter hvad der liidtil er sagt om denne — er af rent formel Natur. Gennem Bohrs Postulater fremtraadte Svingningstal- lene for den udsendte Straaling som bestemt ved en Differens mel- lem to og to af en Række Energimængder (karakteriserende de sta- tionære Tilstande), ligesom de i Balmer-Ritz’ Formel fremtraadte som en Differens mellem to og to af en Række Led (K, K,|K... karakteriserede ved hver sit hele Tal. Ved nu — i og for sig ganske vilkaarligt — at karakterisere ogsaa Energimængderne i de statio- nære Tilstande ved en Række hele Tal kunde man opnaa fuld Over- ensstemmelse. Man behøvede ikke engang i dette Øjemed at indføre Rutherfords Atommodel. Ved at gøre dette opnaaede man at knytte den nye Teori til, livad man forud vidste om Atomets „Arkitektur“, og at faa de ubestemte „stationære Tilstande“, ved hvilke man kunde tænke sig alt muligt, til saa at sige at krystallisere) sig i bestemt Form som Omløb i visse Baner, der dannede Led af en mere omfattende Atomarkitektur; men Teorien syntes ikke derfor mindre vilkaarlig, da intet syntes at berettige Baner med visse bestemte Diametre eller Storakser til at spille en særlig Rolle. Det kan derfor ikke undre, at mange fandt Bohrs Teori uantagelig eller endog var tilbøjelig til at betragte den som en paa en Gang vilkaarlig og urimelig Opstilling, som intet forklarede. Naturligvis havde Bohr saa klart som nogen erkendt den formelle Natur af den opnaaede Overensstemmelse mellem Balmer-Ritz’ For- mel og hans Postulater. Men at Kvanteteorien rummede Muliglieder for at tilvejebringe en saadan Overensstemmelse, havde ingen set før Bohr, og lian saa tillige, at det lierved ikke drejede sig om noget ydre og tilfældigt, men om noget meget dybtgaaende, noget man kunde bygge videre paa. At Atomprocesserne efter lians Teori tog sig ufor- staaelige og urimelige ud, skræmmede ham ikke; ilii lian var, maaske før nogen anden, kommet til klar Erkendelse af. livor fuldkommen umuligt det var ud fra kendte Love at forstaa den Planckske og Ein- 6*