Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

84 Bohrs Teori for Brintspektret. steinske „Kvantestraaling“ saavel som at udlede Spektrets Egenska- ber af Rutherfords Kerneatom. Han saa derfor klart, at lian ved sin Teori slet ikke indførte nye Urimeligheder, men kun lod den funda- mentale Natur af de Modsigelser, der forud var til Stede, træde tyde- ligt frem i Teoriens Grundlag, medens andre var tilbøjlige til at til sløre dem i det forfængelige Haab, at de nok skulde opløse sig paa en eller anden Maade. Men desuden var Valget af de stationære Baners Diametre paa in- gen Maade saa vilkaarlige, som det kunde se ud til efter det fore- gaaende. I sin første Fremstilling af Teorien for Brintspektret havde Bohr udledet dem af visse til Kvanteteorien knyttede Betragtninger, som ganske vist ogsaa var af formel Art, men som gav Overensstem- melse med Spektralformlen. Tillige gjorde lian opmærksom paa, at de fundne Værdier for Banestørrelsen stemmede godt med, hvad man af helt andre Grunde kunde vente. Den inderste Banes Diameter, altsaa den, der angav Atomets ydre Begrænsning i Normaltilstanden, fandtes som ovenfor vist at være omtrent 108 cm eller 0,1 PP, d. v. s. den var af samme Størrelsesorden som de Værdier, man af Luft- arternes Molekularteori liavde udledet for Molekylernes Diametre (S. 30). Stationære Tilstande svarende til meget liøje Nummertal kunde man kun vente at træffe, naar Brinten var meget stærkt for- tyndet, da der ellers ikke kunde blive Plads til de store Baner; den 32te Banes Diameter skulde jo være 322, altsaa over 1000 Gange saa stor som den inderstes. Da nu Linier med højt Nummer i en Brint- serie svarede til Overgange fra Baner med højt Nummer til en indre Bane, blev det forstaaeligt, at man kun liavde iagttaget indtil 12 Li- nier af Balmerserien i Udladningsrør, men op til 33 i Spektre fra visse Stjerner; tlii ude i Himmelrummet var der Mulighed for, at Brint kunde optræde i overordentlig stærl< Fortynding og dog i saa store Mængder, at de paagældende Linier kunde blive stærke nok; hertil krævedes nemlig, at et stort Antal Atomer samtidig udsendte Lys af den til Linien svarende Bølgelængde. Ogsaa for Løsrivelses- arbejdet A1; d. v. s. det Arbejde, der kræves til at fjerne en Elektron lielt fra et Brintatom i Normaltilstanden og saaledes omdanne Ato- met til en positiv Ion, gav Bohrs Teori en Værdi, der i Størrelsesor- den stemmede med de Værdier for „Ioniseringsarbejdet", man ved Forsøg liavde fundet for forskellige Luftarter. En nøjagtig Sammen- ligning mellem Teori og Forsøg kunde ikke opnaas, fordi Brintato- merne i luftformig Brint altid optræder parvis forenede til Molekyler. Allerede i sin første Afhandling liavde Bohr imidlertid ad en an- den Vej opnaaet Tilslutning til Balmers Formel og udledet en med Iagttagelserne stemmende Værdi af Konstanten K i denne. Der sigtes lierved til den tidligere omtalte Tilknytning af Teorien til den klas- siske Elektrodynamik.