Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

88 Bohrs Teori for Brintspektret. komme til Bunds. Hvorfor de mindste Stofdele — de elementæreste „fysiske Individer“ — vi standser ved, (altsaa foreløbig Brintkerner og Elektroner) er til, hvorfor Grundlovene for deres indbyrdes For- hold — de elementæreste Relationer mellem dem — er af den eller den bestemte Beskaffenhed, det kan der ifølge Sagens Natur ikke gives noget Svar paa; thi dette maatte nødvendigvis henvise til noget endnu mere elementært. Videre end til en fuldstændig Beskrivelse af „Grunddelenes“ relative Stillinger og Bevægelser og af den derved bestemte Tilstand i Rummet mellem dem ud fra visse Grundlove er det overhovedet umuligt at naa. Men betragter vi vor Viden om Atomprocesserne i Lys af dette Ideal, fristes vi snarest til at betegne den som bundløs Uvidenhed. Vi er saa langt som vel tænkeligt fra at kunne give en saadan Be- skrivelse af Atommekanismen, at vi f. Eks. kan følge Elektronen fra Sted til Sted under dens hele Bevægelse, eller at de stationære Til- stande i Stedet for at staa som isolerede „Gaver fra oven“ indgaar som Led i den hele Sammenhæng. Under Overgangen fra en statio- nær Tilstand til en anden har vi intetsomhelst Kendskab til Elek- tronens Tilværelse, ja, i Grunden ved vi end ikke, om den er til i denne Tid, eller om den maaske opløser sig i Æteren for at gendan- nes i den nye stationære Tilstand. Men selv om vi vil se bort fra saa- danne paradoksale Antagelser, maa det erkendes, at vi hverken ved, hvad Vej Elektronen følger mellem de to stationære Baner, eller hvor lang Tid Overgangen tager. Man betegner ofte — som det ogsaa er gjort i det foregaaende — Overgangen som et „Spring“, og mange er tilbøjelige til at tænke sig, at Elektronen under sin hele Rejse fra en fjern ydre Bane til den allerinderste opholder sig den meste Tid i de stationære Baner, medens hver Overgang kun tager en forsvin- dende ringe Tid; men dette følger i og for sig ikke af Teorien, og det ligger heller ikke i Udtrykket „de stationære Tilstande“. De kan betegnes som en Slags Stationer; men om Elektronen dvæler længe her, eller om det blot er Steder, hvor der saa at sige skiftes Heste, d. v. s. foregaar en saadan Forandring i Rejsemaaden, at Straalingens Svingningstal forandres, det er et Spørgsmaal for sig, og vi kan ikke her gaa ind paa de Betragtninger, der kan anstilles om denne Sag. Lad os for at faa Øje for nogle af de Vanskeligheder, man vil møde ved Forsøg paa at danne sig bestemte Forestillinger om Processernes Natur, atter betragte den før omtalte Analogi mellem Bohrs Brint- atom og et Musikinstrument af særlig Art, hvor Tonerne frembringes ved en Kugles Fald mellem Skiver i forskellig Højde (S. 80). Det vilde her ligge nærmest at tænke sig Tonen fremkaldt ved Kuglens Slag mod den ramte Skive, som saa skulde give des højere Tone, jo stærkere Slaget var — svarende til at Tonhøjden bestemtes af den ved Faldet frigjorte Energi. En Forestilling af denne Art vilde vi dog