Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Det paradoksale ved Bohrs Teori. 89 slet ikke kunne overføre paa Atommodellen; lier er en stationær Bane ikke noget materielt, Elektronen kan slaa imod, og det vilde være urimeligt at tænke sig, at Straalingen først blev udsendt i det Øje- blik, da Overgangen var endt, og Elektronen ankom til sin nye sta- tionære Bane. Man maa tvertimod antage, at Udstraalingen foregaar under hele Overgangen, hvad enten denne nu tager kortere eller læn- gere Tid. Hvis det nu var saaledes, at Overgangen altid kun fandt Sted fra en stationær Bane til den nærmest følgende, saa var der endda Mulighed for at bruge Musikinstrumentet til Anskueliggørelse af Sa- gen. Lad os betegne Skiverne nedenfra opad med Numrene 1, 2, 3... svarende til de stationære Baner 1, 2, 3.... og foreløbig betragte et Fald f. Eks. fra Skive 6 til Skive 5. Vi kunde nu tænke os, at Fald- rummet mellem disse to Skiver paa en eller anden Maade var stemt for en vis Tone, f. Eks. derved at der mellem Skiverne var anbragt en Række Papirblade i saadanne Mellemrum, at Kuglerne mider Faldet traf deres Rande med nøjagtigt samme Tidsmellemrum. lad os f. Eks. sige—0 Sekund; ved den herved opstaaede periodiske Luft- forstyrrelse vilde der da fremkomme en Tone med Svingningstal 100 i Sekundet. Dersom Højdeforskellen mellem Skiverne 5 og 4 var den dobbelte af den mellem 6 og 5, saa skulde Kuglen ved Faldet 5—4 miste dobbelt saa megen Energi som ved Faldet 6—5 og derfor give en Tone med det dobbelte Svingningstal; Papirbladene mellem 5—4 maatte da være anbragt dobbelt saa tæt som mellem 6—5 (i alt Fald paa den første Del af Faldvejen); og saaledes skulde hver Faldstræk- ning mellem to Skiver have sin særlige Inddeling eller „Stemning“. I Analogi hermed kunde man tænke sig Rummet om en Brintkerne i en ejendommelig Tilstand, saaledes at det ved de stationære Baner var delt i Partier med forskellig „Stemning“. Men selv bortset fra det besynderlige i saadanne Forestillinger og de særlige Vanskelig- heder, der vilde voldes af de senere omtalte mere indviklede For- hold, vil allerede den Omstændighed, at Elektronen ved Overgangen fra en stationær Bane til en anden kan springe en eller flere Bane- numre over, umuliggøre en saadan Forestilling. Dersom Kuglen i Musikinstrumentet f. Eks. faldt fra Skive 6 til Skive 4, skulde den jo under hele Faldet give en højere Tone end ved Faldet 6—5; men dette kunde ikke ske, naar Faldrummet 6—5, som den maatte pas- sere paa Vejen, var stemt for en dybere, og den samme Betragtning kan vi overføre paa Brintatomet. Naturligvis kunde man gaa endnu videre i sine Forsøg paa at anskueliggøre Sagen, idet man f. Eks. tænkte sig bestemte Render med forskellig „Stemning“ mellem de forskellige Skiver; men Forholdene bliver derved mere og mere ind- viklede i Stedet for mere simple. Det er i det hele taget yderst vanskeligt at forstaa, at et Brintatom, hvor Elektronen foretager Overgang fra Bane 6 til Bane 4, under