Bohrs Atomteori
Almenfatteligt Fremstillet

Det falske Brintspektrum. 93 virket, at han i det store og hele har hevaret Ledelsen i Teoriens Ud- vikling, skønt andre betydelige Forskere en Tid er løbet ham forbi i dens Udformning paa et eller andet Omraade. Men vi vil nu fra disse lange almindelige Betragtninger gaa over til mere specielle Sider af Sagen og foreløbig betragte en af de første store Triumfer, ’hvor- ved Teorien viste sin Evne til at lede paa ret Vej, hvor man før var paa Vildspor. Det falske Brintspektrum. Den amerikanske Astronom Pickering havde i 1897 i Spektret for en Stjerne foruden de sædvanlige Linier af Balmer-Serien fundet en Række Linier, der hver laa omtrent midt imellem to Linier af Balmer-Seriens, og hvis Svingningstal kunde fremstilles ved en Formel, der meget lignede Balmers; blot skulde man i Stedet for at sætte n = 3, 4, 5 o. s. v. i Formlen S. 46 sætte n — 34, 41, 51 o. s.v. Senere viste det sig, at der i mange Stjerner ogsaa var iagttaget en Linie svarende til n"= = 4 og n' — 2 i den almindelige Balmer-Ritz-Formel. Man ansaa det for givet, at disse Linier skyld- tes Brint, og at dette Stofs Spektralformel egentlig skulde skrives hvor n" og n' da kan antage hele Værdier; thi man kunde ikke tænke sig, at forskellige Grundstoffers Spektralformier kunde ligne hinanden saa meget. Denne Opfattelse bestyrkedes yderligere, da Fowler i 1912 iagttog de Pickeringske Linier i Lys fra et Udladnings- rør, der indeholdt en Blanding af Brint og Helium. Man kunde gan- ske vist ikke forstaa, hvorfor de nye Linier i Almindeliglied ikke op- traadte i Brintspektret. Efter Bohrs Teori for Brintspektret kunde man imidlertid umuligt — hvis man ikke vilde opgive den S. 85 omtalte Overensstemmelse med Elektrodynamikken ved liøje Banenumre — tilskrive Brintato- merne Udsendelsen af Linier, svarende til en Formel, hvor de hele Tal saaledes var halverede. Den ovenfor angivne Formel kunde imidlertid ogsaa skrives saaledes: Hvis de tidligere Regninger havde været udført i lidt større Almin- delighed, idet man i Stedet for at sætte Kernens Ladning lig 1 elek- trisk Elementarkvantum e, som den er hos Brint, havde sat den lig Ne, livor N er et helt Tal, vilde man imidlertid have faaet, at Sving- ningstallet skulde være bestemt ved v - NäX K (2 - .2) 'll n /