Læderets Fysiske og Kemiske Bygning og Garverprocessens Indvirkning på Samme

L 4) 10 Gram af Bark II behandlede jeg paä samme Maade. 25oKbbtm. udfordrede 55,3 og 54,9 Kbctm. Limopløsning. Barken II indeholdt altsaa 9,74% Garvestof. 5) 10 Gram af Bark III behandlede jeg paa samme Maade. 250 Kbctm. udfordrede 52,8 og 52,4 Kbctm. Limopløsning. Barken III indeholdt altsaa 9,25 % Garvestof. 6) 10 Gram af Bark IV behandlede jeg paa samme Maade. 250 Kbctc. udfordrede 50,3 og 51 Kbctm. Limopløsning. Barken IV indeholdt altsaa 8,9% Garvestof. Monier foreslog i Aaret 1858 at bestemme Garvesyren volumetrisk ved Hjælp af mangan- oversurt Kali, men Methoden er uanvendelig paa Grund af den fuldstændige Mangel paa Sikker- hed i at kunne bestemme Operationens Slutning. Løwenthal stillede sig senere den Opgave, at gjøre denne Methode brugbar (Journal fur prakt. Chemie i860). Hans borsøg gik ud paa at finde en Indikator, ved Hjælp af hvilken han let og nøjagtigt kunde bestemme Slutningen paa Bundfældningen; der maatte desuden altid ved Operationerne indtræde den samme Iltningsgrad, da Metho dens Brugbarhed er betinget heraf. Løwenthal fandt, at man som Indikations- middel kunde anvende svovlsurt Indigo eller ogsaa dette Stof i Forbindelse med en Base (Indigocarmin). En Indigoopløsning af bekjendt Siyrke blandes med en bestemt Mængde af den Garvevæske, vi ville undersøge, Væsken gjøres svagt sur, og titreres med en Opløsning af man- gan oversurt Kali, indtil den blaa Farve forsvinder. Fradrage vi nu den Mængde af Iltningsmidlet, som er medgaaet til at ilte (o: affarve) Indigoen, kunne vi nøjagtigt udregne Garvestoffet. Løwen-