Lærebog i Jordarbejde og Fundering
til Brug ved Undervisningen i Det Tekniske Selskabs Skole

99 de yderste Pæle; disse maa da forsynes med Not til Optagelse af Fjedrene i Spunsplankerne (Fig. 78). Spunsvægge dannes af Planker eller Halvtømmer, der rammes tæt ved Siden af hinanden. De tildan- nes saaledes, at den Planke, der rammes, bliver styret af den foregaaende. Fig. 79 viser skraa Spuns- ning, der dog ikke er saa god som den i Fig. 80 viste, der kaldes fuld Spunsning. Her forsynes Plankerne i den ene Side med Fjeder, i den anden Side med Not. Den i Fig. 81 viste Kilespunsning er stærkere end fuld Spunsning. Da Spunsningen foraarsager et Tab af Træ, forsyner man ofte Plan- kerne med to Noter og anbringer i den ene en løs Fjeder, der da bør være af et stærkere Materiale end Planken, f. Eks. Eg eller Jern. Noten kan derved gøres smallere, saa at Træet i Planken svækkes mindre. Fjederen befæstes i den ene Planke og rammes sammen med den. Hvor Spunsvæggen har Knæk eller Hjørner, udskydes Notpæle af Heltømmer. Saadanne kan ogsaa anbringes med passende Mellemrum paa lige Strækninger for at styrke Spunsvæggen. De er for- synede med Not (Fig. 82) og rammes først, hvorpaa Spunsplankerne afpasses efter Mellemrummet imel- lem dem. For at kunne ramme en Spunsvæg regelmæssig, maa man have en Styring for den; hertil anvendes laste eller bevægelige Tvingere, det vil sige to Plan- ker, der anbringes i en indbyrdes Afstand, der svarer til Væggens Tykkelse (Fig 83). Faste Tvingere bol- tes til Pæle i ca. 3 m indbyrdes Afstand. Indeholder Væggen Notpæle, befæstes Tvingerne til disse. Naar alle de Planker, der skal sættes, er anbragte, trækkes Spuns- væggenes Styring.