Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

 144 ENGELSKE INGENIØRER FØR JÆRNBANERNES TID »Jem,« sagde han, »dersom du bliver ved paa den forrykte Maade, saa kan der ikke blive meget Arbejde i de Aar, der kommer. Du ved, at Arbejdets Holdbarhed er Forretningens Ruin.« Det varede ikke længe, inden Milners Spaadom opfyldtes ud over al Forventning. Der skulde oprettes en Papirmølle ved Floden Dane, og Bennett kunde ikke bekvemme sig til at lade dette store Arbejde gaa fra sig, skønt han ikke havde nogen Forstand derpaa. Han mente at kunne klare Sagen ved at tage hen og se paa et Par Papirmøller af ganske samme Slags som den, han skulde bygge; men rimeligvis har han efterset Ølkrusene i Kroerne nok saa grundigt som Maskine- riet i Møllerne. Meget klogere var han i alt Fald ikke blevet, da han kom tilbage; men han holdt Ørene stive og satte Arbejdet i Gang. Da man begyndte at opstille Maskineriet, viste det sig imidlertid, at man ikke kunde faa det sammenpasset og bringe det til at virke. Ben- nett og hans Folk blev ved at tumle med det saa godt de kunde; men det gik ikke fremad, og Bennett saa med Skræk, hvad Følgerne vilde blive, naar han ikke længere kunde skjule, hvorledes det stod til. Ved denne Tid kom en Dag en ældre Haandværkssvend, der var paa Vandring, tilfældigvis forbi Arbejdsstedet. Han gik derind, be- tragtede Maskineriet og Opstillingen og saa straks, at det ikke hang rigtig sammen med det Arbejde. Bag efter fortalte han i Kroen til alle og enhver, at det hele var en ren Komedie, og at Bennett blot smed Mølleejerens Penge bort. Da Brindley nu hørte, hvad Folk sagde om Foretagendet, besluttede han at gøre et Forsøg paa at redde sin Mesters Forretning og Ære, og da Ugens Arbejde var endt om Lør- dagen, begav han sig uden at sige et Ord paa Vej til Smedley Papir- mølle ved Manchester. Da han om Aftenen, udeblev fra Mesterens Hus, hvor han boede, blev Bennett urolig. Han frygtede for, at den unge Mand, der nu havde naaet 21 Aars Alderen og dermed var blevet myndig over sin Person, var rømt af Lære. Et Bud blev sendt til Brind- leys Hjem; men her var han ikke, og om Søndagen lod han sig heller ikke se noget Sted. Mandag Morgen gik Bennett i daarligt Humør til Papirmøllen for at fortsætte de haabløse Anstrængelser. Til hans Forbavselse var den første Person, han her traf paa, ingen anden end Brindley, der stod i Skjorteærmer og arbejdede af fuld Kraft, og det oplystes nu, hvor den bortløbne Lærling havde været henne. Lørdag Nat havde han vandret de 40 Kilometer til Smedley Mølle, hvor han Søndag Morgen opsøgte Ejeren og af ham fik Lov at se paa Maskineriet. Hele Dagen tilbragte han med grundigt at undersøge alle Enkeltheder, og om Aftenen begav han sig paa Tilbagevejen. Hans