Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

SIDSTE AAR 105 med Iver, og han glædede sig daglig over sine mange forskellige Ynd- lingsdyr — Hunde, Heste, Køer og Fugle, hvis Reder han besøgte. Han satte ogsaa megen Pris paa at tale med Folk, og der var nok baade fornemme og jævne, som gærne vilde være sammen med ham. Han følte sig dog ikke rigtig i sit Element i de højeste Kredse, og kun modstræbende lod han sig bevæge til at be&øge Sir Robert Peel paa dennes Herresæde. Under dette Besøg kom han i Diskussion med en lærd Mand, Dr. Buckland om sine Yndlingsteorier angaaende Kulle- nes Dannelse. Doktoren, der havde en stor Færdighed i at disputere, satte Stephenson fuldstændig til Vægs. Den næste Dag kom denne paa en Morgentur til at tale med en Advokat William Follett om Sa- gen og beklagede sig over, at han havde trukket det korteste Straa overfor Dr. Buckland, skønt han var sikker paa, at denne havde Uret. Follett bad nu Stephenson forklare sig det hele saa grundigt som mu- ligt, og udrustet med alle de Grunde, Stephenson ikke havde kunnet bringe til deres Ret, kastede han sig om Aftenen over Doktoren, der nu led samme Skæbne som Stephenson Dagen før. »Der er ingenting i Verden,« sagde denne bagefter til Follett, »der giver en saadan Magt som et godt Snakketøj.« I Stedet for at slaas med Ord, vilde Stephenson meget hellere prøve Kræfter med Folk i en regulær Brydekamp. Selv i en fremrykket Alder fandt han stor Fornøjelse i at tage Livtag med en eller anden gam- mel Ven paa sin Plæne i Tapton. Tidligere da han opholdt sig i Lon- don i Anledning af Jærnbanefopretninger, kunde han her undertiden i et ledigt Øjeblik drive den samme Sport i sit Kontor. Robert fortalte siden, at det sommetider gik saa haardt til, at han troede Huset skulde falde om. »Jeg husker, at jeg en Gang sendte min Fader en Snedker- regning paa 2 Pd. 10 sh. for Reparation af Stole, der havde lidt Over- last,« sagde han. Sine gamle Venner glemte han ikke. Naar han kom til Newcastle tog han gærne ud til Killingworth og vandrede rundt i Egnen derom- kring, idet han bankede paa snart her snart hist, og talte med Folkene om Gammelt og Nyt. Han lod ofte en Fempundsnote glide ind i Haan- den paa en fattig Mand eller Kvinde, men søgte altid at gøre det saa- ledes, at det ikke saarede deres Æresfølelse. Paa sin Ejendom fik han ogsaa ofte Besøg af sine Kammerater fra gamle Dage, baade Venner, som han.indbød, og andre, som det var gaaet galt i Livet, og som nu kom for at søge Hjælp hos ham. I August 1848 blev han efter et Besøg i Birmingham, hvor han havde holdt Foredrag i en Teknikerforening, angrebet af en stærk Feber og 13*