Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

264 JOHN ERICSSON rede Tegninger; men da Maskineri og Styremekanismen ikke var væ- sentligt anderledes end i et Par tidligere udførte Skibe, havde han ikke ført tilstrækkelig Kontrol med deres Udførelse og Montering. En Ingeniør, som Ericsson havde troet var »for dum til at gøre en Dumhed«, havde saa paa egen Haand lavet noget galt med Roret og dets Befæstelse. Da Ericsson fik at vide, at det paatænktes at bringe Skibet i Tørdok og give det et nyt Ror, blev han ude af sig selv af Ra- seri. Blodet strømmede ham til Hovedet, hans Øjne skød Lyn, hans Pande rvnkedes, og Uvejret brød løs i sin hele Vælde, fortæller en af hans Hjælpere. »»Monitor« er mit Skib, og jeg siger, at det skal ikke i Dok,« raabte han med Tordenrøst og lod en mægtig Ed ledsage sine Ord. I Løbet af tre Dage fik han Fejlen rettet ved nogle simple Æn- dringer i Styremekanismen, medens det vilde have taget en Maaneds- tid at give Skibet nyt Ror. Godt var det, at Forsinkelsen ikke blev længere. Sydstaterne havde faaet »Merrimac« færdig, og den var sejlet ud til sit Ødelæggelsesværk. Den 8. Marts havde den paa Hampton Red løbet en Fregat i Sænk og tvunget en anden til Overgivelse, og ved Mørkets Frembrud lagde den sig udenfor Reden, afventende Morgendagen for at gøre det af med de øvrige Skibe. Hverken disse eller Landbatterierne formaaede det mindste mod det pansrede Uhyre, og der herskede den dybeste Fortvivlelse baade paa Fartøjer og Forter. Da Efterretningerne om Ulykken naaede Washington, sammenkaldte Lincoln et Kabinetsmøde, paa hvilket en af Deltagerne betegnede den foreliggende Situation i disse mistrøstige Udtalelser: »Ved »Merrimac« vil der frembringes en fuldstændig Forandring i hele Krigens Karakter. Det vil ødelægge ethvert af vore Skibe; det vil brandskatte alle Byer ved Kysten .... Jeg nærer ingen Tvivl om, at dette Monstrum nu er paa Vej til Wa- shington, og højst sandsynlig vil vi faa en Granat eller Kanonkugle fra en af dens Kanoner her ind i »det hvide Hus«, inden vi forlader denne Sal.« Allerede den 6. Marts var imidlertid Ericssons lille Panserskib gaaet fra New York for fuld Damp Syd paa. Det blev en drøj Tur. Søerne gik saa højt, at de ikke blot slog over Dækket, men ogsaa sendte Vand ned gennem Blæsernes lave Sugeskorstene. Derved blev Drivremmene saa vaade, at Blæserne ikke kunde virke. Ilden kunde derfor daar- lig brænde under Kedlerne; der kom Gasarter ud i Fyr- og Maskin- rum, og nogle af Folkene maatte halvkvalte bringes op i Taarnets øvers te Parti. Men bortset fra denne alvorlige Ulempe, som i alt Fald for en stor Del skyldtes mangelfuld Øvelse i Behandlingen af hele den sammensatte Mekanisme, viste Skibet sig særdeles sødygtigt. Om