Opfindernes Liv
Første Og Anden Del

SKOLEGANG OG FRILUFTSLIV 325 Forsorg. Man maa ikke tro, at dette betød en Lettelse for Finsen; han kunde ikke Islandsk, skulde altsaa lære sine Lektier og skrive sine Stile paa et ham fremmed Sprog, men han kom til at leve sammen med Ynglinge, der som han selv var i §lægt med den store Natur, og han kunde atter strejfe om i det Fri, kort sagt tage Del i alle de Glæder, som Livet paa Island frembyder. Men allerede den Gang var der noget inden i ham, der virkede som en Hæmsko for hans frie Liv, uden at hverken han eller nogen anden kunde have Anelse om, at det var Begyndelsen til den Hjærtesyg- dom, der blev hans Død. Og dér var det ikke uden Betydning for hans senere Idéer, hvor stor en Forskel, han følte paa den solrige, korte islandske Sommer, hvor jo endog Midnatssolen bringer Fjældtoppene til at gløde, og den lange, barske, lysfattige Vinter, under hvilken han altid syntes at befinde sig ilde. 1882 blev han Student fra Reykjavik lærde Skole med 2den Ka- rakter, hvilket i Betragtning af de Vanskeligheder, han som Frem- med var underkastet, maatte anses som et udmærket Resultat. Saa drog han til København og fik Bolig paa Regensen, og det er ganske ejendommeligt at se, hvor Værelser paa Skyggesiden i de første Aar forfølger ham. Altid havde han Indtryk af, at naar lian søgte Solen, befandt han sig bedre. Hans Hu stod i høj Grad til Idræt, men det viste sig snart, at det var ikke al Slags Idræt, han kunde taale. Han kastede sig derfor over Sejlsporten og blev en udmærket Riffel- skytte. Hans endnu eksisterende Remington er helt oversaaet med Præmieplader. Paa Skydningens Omraade falder i øvrigt en af hans smaa Opfindelser. Han var ikke tilfreds med Geværets Laase- mekanisme og opfandt saa en Forbedring ved denne. Finsen havde kastet sig over det medicinske Studium, noget na- turvidenskabeligt maatte det jo være, og hans tidlig vakte Interesse for Lyset og dets Indvirken førte ham til at raadspørge sine Haand- bøger om, hvad man da i Medicinen vidste om den Ting. Men Svaret var saa omtrent lig med Nul. Man vidste, at Solen i Huden kunde frem- bringe et Slags Udslet, Solery them, som man i mange Tider havde tillagt Indvirkningen af Varmen. Dette var imidlertid paa denne Tid modsagt af et Par Forskere, Hammer og Widmark, som havde paavist, at det var Lysets kemiske Bestanddele, der fremkaldte den nævnte Hud- irritation, som enhver kender fra Foraarstiden, naar Solen »falder i« Ansigtet. Det er ejendommeligt for hele Pinsens Karakter, at han netop kastede sig over et Omraade, hvor man vidste saa forbløffende lidt, at det var som at trænge ind i en Ørken. Men vi ser snart, hvor-