En Samfundsfjende
Kulturskitse
Forfatter: A. Peschcke Køedt
År: 1908
Forlag: O.C. Olsen & Co.
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 275
UDK: 337
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
95
eftersom disse to Brancher af vore hjemlige Erhverv aldrig har haft
en nævneværdig Eksport til noget fremmed Land.
Tværtimod har den protektionistiske Bevægelse i Nabolandene
snarere været til Fordel for disse vore „svage Børn“, som Godsejer
Hage kaldte dem, for saa vidt som Nabolandene gennem deres
Toldpaalæg har fordyret deres egen Produktion. Hvis Toldmuren
i Sverrig og Tyskland før eller senere falder, vil vor af Toldunder-
støttelsen afhængige Industri ved ellers uforandrede Forhold ikke
faa højere, men lavere Produktionspriser i disse to Nabolande at
konkurrere imod. Hele det Væv af Vildfarelser, der indeholdes i
vore hjemlige Protektionisters Theori: „Saa længe Nabolandene
lukker, bor vi ikke aabne vore Døre paa vidt Gab“, blottes straks
ved en uhildet Undersøgelse af vore danske Forhold. Med „vi“
kan der kun menes de 2 %, thi for de 98 °/0 bliver Forholdene
udad til uforandrede, hvis Reformvennernes Program gaar igennem,
medens Vilkaarene indad til blive fordelagtigere end hidtil.
En Kamp for Eksistensen føres i alle Lande uden Hensyn til
Toldloven. Men den Konkurrence, der i vor Generation af alle
Konkurrencer har været den farligste for vort Land, er paaført os
al de Mænd, der fra Fader til Son har hostet og fremdeles høster
ublu Fordel af Fejlene ved vor bestaaende Toldlov. Det er dem,
der hindrer den fri Udvikling af vore Kræfter, eftersom de staar i
Vejen for, at disse indad til og udad til kan komme til at arbejde
under de heldigste Vilkaar. Men da Interesserne staar mod hin-
anden som 98 mod 2, vil det vel omsider lykkes for de 98 at faa
Fejlene rettede.
Aarhusmødet viste i hvert Tilfælde, at Jyllands Landmænd
ikke længer taalmodigt finde sig i, at baade de selv og deres Ar-
bejdere og Tyende vedblivende skal betale en aarlig voksende
Milliontribut til industrielle Kælebørn, der aldrig vil lære at staa
paa deres egne Ben, saa længe de som hidtil holdes til Patteflasken.
Hvorfor skulde de ogsaa anstrænge sig for at følge med Tiden og
skabe en Eksportforretning, saa længe de herhjemme kan faa Lov
til lunt inden Døre frodigt at udvikle sig til Kæmpesnylteplanter
paa vort Landbrug? Vilde det ikke være fornuftigere efterhaanden
at vænne dem til at slaa Rødder i egen Jord?