En Samfundsfjende
Kulturskitse

247 Husmændene véd, at de aldrig har haft en mere uegennyttig Ven og Vejleder, og mangt et beundrende Blik følger ham, medens Egnens Husmænd tilhvisker de fremmede Gæster: „Det er Forpag- ter Ulrik fra Sofiendal.“ Dagens Program godkendes. Forsøgsmarkerne i Højskolens Nærhed synes og forklares. Talerne holdes. Landbrugets Frem- tid drøftes. Ulrik er blandt sine Standsfæller Frihandelsideernes, den fordomsfri Samfundskritiks og den personlige Dygtiggørelses selvskrevne Talsmand. Selvhjælp og Samarbejde sætter han langt over Statshjælp, og lian taler med klar Røst og lysende Øjne lige varmt og lige fordomsfrit til Herremænd og Husmænd. Det bliver Aften. Solen synker langsomt ned i rosenfarvede Skyer. „Gør Dem færdig, Peschcke Køedt, vi venter Dem og De- res Datter paa Sofiendal. Gæsteværelserne staar parat,“ siger Ulrik, og et Øjeblik senere holder lians Vogn for Døren. Ulrik tager selv Tømmerne og pakker den unge Pige, der sætter sig paa Buk- ken ved hans Side, omhyggeligt ind i en stor Kavaj. Hestene stamper i Stenbroen. Men før vi skilles fra Højskolefolkcne, sam- les Eleverne paa den høje Stentrappe og synger en stemningsfuld Afskedssang. Efter et Par Timers munter Kørsel under livlig Samtale stan- ser Vognen foran Indkørslen lil Bregentved Slotspark. „Hvis De vil se noget af det smukkeste, Danmark ejer, saa maa De til Fods følge med mig gennem Parken. Vognen kan møde os paa den anden Side. Som ungt Menneske har jeg i flere Aar været Forvalter her under Grev Moltke. Jeg var ikke moden til en saa ansvarsfuld Post,“ siger Ulrik beskedent, „men Greven bar over med mine Fejl, og jeg har her levet nogle af mine lykkeligste Aar.“ Vi staar et Øjeblik overvældet af det smukke Syn, der aabner sig foran os. Den klare Nattehimmel hvælver sig med tindrende Stjærner og lette sølvbræmmede Skyer over det drømmende Som- merlandskab. Rundtom os er der tyst og stille. Over Engene ligger et tæt Taageslør Verden sover. Vi træder ind i Parken med en Følelse, som om Lyden af vore Fodtrin forstyrrede Nattens Fred. En skræmmet Fugl forlader skrigende sin Rede. „Den linder nok hjem igen,“ siger Ulrik trø-