En Samfundsfjende
Kulturskitse

tegner som „Mystisk“. Vi vilde aldrig have gjort Offentligheden be- kendt med dette Faktum, da vi ikke ønsker at genere vore Medmenne- sker, allermindst en stor Kunde — vi havde kun til Hensigt for en snevrere Kreds af diskrete Mænd (Landstingets Toldudvalg) at doku- mentere, at den foreslaaede Toldnedsættelse er saa forsvindende i Forhold til Mellemhandler-Avancen, at man daarligt kan tænke sig, at Publikum vil komme til at nyde godt af den. Men siden De nu selv vil paastaa, at det af Dem omtalte Salg er sket ved en Fejltagelse og kun én Gang nøder De os til al fremkomme med en Oplysning: „De indrømmer, at der den 21. Oktober 11)07 i „Messen“ er solgt for 5 Kr. pr. Alen en dansk Vare, der er indkobt for 2 Kr. 1 Ore pr. Alen, altsaa med en Avance af 1483/4 pCt., men De skriver, at denne Vare aldrig har været Genstand for Salg i „Messens“ Udsalg, — De betegner det hele som en Expedition forbunden med Mystik“. Men endnu mere mystisk bliver efter vor Mening denne Sag, naar det kan oplyses, at 7 Maaneder i Forvejen, den 21. Marts 1907, blev samme danske Vare, der var indkobt for en Pris af 2 Kr. 1 Øre pr. Alen kontant, ogsaa solgt i „Messen“« Detailforretning for en Pris af 5 Kr. pr. Alen kontant, altsaa ligeledes med en Avance af 148’/, pCt.! Skulde De betvivle dette og ønske Sagen undersøgt, indvilliger vi gerne i, at De vælger samme Fremgangsmaade som den, De benyttede den 9. November 1906, da De i „Politiken“ (Nr. 313) skrev følgende: „Jeg stiller nu i Læsernes og Landets Paahør følgende Forslag: Vi giver to af Arbejdernes kendte Tillidsmænd, f. Ex. cand. Borgbjerg og A. C. Meyer, Adgang til som uvillige Voldgiftsmænd at undersøge og sammenligne den til Arbejderne betalte Ugeløn i Hr. Dessaus og mit Væveri. Og dersom det skulde vise sig, hvilket jeg har nogen Grund til at formode, at Hr. Dessaus mandlige og kvindelige Vævere maa møjes med en lavere gennemsnitlig Ugeløn end mine, saa venter jeg, at Textilfabrikantforeningens høje Formand dybt nedbøjet, med Hatten i Haanden og angerfuldt Aasyn, vil møde frem for Voldgiftsretten og bekende: „Borgbjerg, tilgiv mig, jeg har løjet“.“— Vi gaar gerne med til en saadan Undersøgelse og Sammenligning, kun med den Forskel, at vi som uvillige Mænd foreslaar Dhrr. Folketingsmand N. Neergaard og Godsejer Westenholz, Mattrup, samt til Opmand Ils. Excellence Finansminister Lassen. Noget Forslag som det, De stillede til Textil- fabrikantforeningens Formand, at han skulde sige: ,,Borgbjerg, tilgiv mig, jeg har løjet“! (hvortil der iøvrigt efter Sagens Udfald ikke var nogen som helst Anledning), skal vi renoncere paa, men det kunde maaske tænkes, at De som „Talsmand for den ægte Ensidighed“ uop- fordret vilde afgive en lignende Erklæring. I alle Tilfælde kunde det kun gavne Toldsagen, om de nævnte tre Herrer en Gang fik Medaillens anden Side at se.