Veirspaadomme 1863

18 da forsvinder Vandet lidt efter lidt; naar en Regnbyge er falden ned over Gaderne, og det derefter bliver Tsr- veir, da ville Stenene, især om Sommeren, snart igjen tørres. Vandet er ikke sunket i Jorden gjennem Stenene; net, det er steget op i Luften som usynlige Dampe. Luf- ten er dog kun istand til at bære en vis Mængde Vand, opløst i Damp; indeholder den dette Qvantnm, da er den mættet, og, kommer der flere Dampe til, 'da fortættes de til Skyer, der falde ned som Regn, Dug, Snee eller Hagl. Naar Regnbygen er tilende, da begyn- der det paa Jorden liggende Vand strax at fordampe, saa at det nederste Luftlag snart bliver mættet; men, blæser det, da stifter Luften om, ny Luft, som ikke er meget damp- holdig, trækker over Vandet og modtager andre Dampe, og saaledes bliver det ved; naar det blæser, eller naar Vand stilles, hvor der er Træk, da foregaaer Fordampningen altsaa meget hurtigere, end naar det er Stille. Den kolde Luft kan ikke bære saamange Vanddampe som den varme; jo varmere Luften er, desflere Vanddampe kan den mod- tage, før den er mættet. Naar varm Luft, mættet med Vanddampe, bliver afkølet, da fortcetter en Deel af Dam- pene sig altsaa og bliver til Taage eller Regn. Man kan ikke ligefrem see paa Luften, om den inde- holder mange eller kun faa Vanddampe*), og dog er *) Dog er det sandsynligt, at Luftens Farve for en Deel er af- hængig heraf.