Danmarks Geologi
I Kortfattet Omkreds

51 tationens og Regnormenes Virksomhed til Muldjord. Dennes Kulstofindhold iltes efterhaanden til Kultveilte, medens dens mineralske Stoffer bliver tilgængelige for Planterne. Disse Forandringer gaar overordentlig langsomt for sig, men i Løbet af den lange Tid, der er gaaet, siden Moræneleret allejredes, er Foran- dringerne dog trængt dybt ned. Længst ned trænger Farveforandringen, der kan spores til 3—4 ni.s Dybde. I en Morænelervæg ses i Reglen de paa Fig. 36 angivne Lag. De nævnte Forandringer forringer efter- haanden Morænelerets Frugtbarhed, men der raades let Bod paa det ved at mergle med selve det dybere liggende, friske Moræneler. Herved tilføres ikke alene Kalk, men ogsaa andre Plantenæringsstoffer, de sidste dog i saa ringe Mængde, at yderligere Gødning kan blive nødvendig. Fig. 36. Skematisk Fi emstilling af M o- rænderets For- vitr i n gssk Orp e. a Muld; b sandet Rødler; c Rødler; d gult, kalkholdigt Moræneler; e graat, uforvitret Moræne- ler (Blaaler). (D. G. U.) Morænegrus og Morænesand. Morænegrus afviger fra Moræneler ved, at Sten og Grusprocenten stiger. Det optræder undertiden som store Stenophob- ninger med Moræneler imellem, f. Eks. mellem Kallundborg og Holbæk, hvorfra man har taget mange Sten til Københavns Be- fæstning. Naar man umiddelbart ovenpaa de ældre Stenarter finder Morænegrus, der indeholder en Mængde Brudstykker af den underliggende Bjergart, kaldes det en Lokalmoræne. Morænegrus er heldigvis forholdsvis sjældent i Danmark, hvor- imod del er almindelig udbredt i de øvrige skandinaviske Lande. Morænesand afviger fra Moræneler ved, at Sandmæng- den stiger. Forvitringen gaar her dybere ned end i Moræneleret. Morænedannelsernes Udbredelse. I den sydøstlige Del af Landet er Moræneleret den mest udbredte Overfladedannelse, i den nordvestlige Del findes overvejende Sand. En Linie fra Mariager mod Syd, langs det 4* s