LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

18 af Kirken. Trehundrede Aar senere maatte en anden Synode anordne strænge Straffe for dem, som til Skade for de enfoldige trak omkring med Bjørne. Disses Haar solgtes nemlig som Tryllemidler. Dette er kun et Par Eksempler, men flere kunde tilføjes, ti for hvert Skridt Kirken rykkede mod Nord, duk- kede de »hedenske« Forestillinger op. Synoden i Paris (829) tager Stilling til Sandsiger!, Drømmetyd- ning, Kærlighedsdrikke og Amuletter, altsaa netop de Ting, Renaissancetidens Kvaksalvere gav sig af med ved Siden af den mere medicinske Virksomhed. I Svarene paa Bulgarernes Forespørgsel til Pave Ni- colaj I forbydes det at give Patienter »Vidundersten« ind som Medikament, og paa Kirkeforsamlingen i Trier (1; 10) var man ikke naaet videre, end at Klerus — for Gud ved hvilken Gang — maatte tage hele Spørgsmaalet Overtro op til Diskussion og blandt andet slaa fast, at ved Indsamling af Urter maa man ikke fremsige Trylleformularer og ingen anden Bøn end Fadervor og Symbolet. Andet maatte heller ikke skrives paa de Sedler, man gik med om Halsen. En Indrømmelse gav dog den strænge Kirke. De sinds- syge maatte anvende Sten og Urter, men uden Tryllesprog. Yderligere Paralleler kan hentes af In- diculus superstitionum, udgivet af det liftinske Kon- cilium. De vandrende Kvaksalvere, hvadenten de nu var Operatører eller Medikamenthandlere, var altsaa gam- melkendte. I det hele synes de at have ført en ret fredelig Tilværelse, men først i det 16de og 17de Aarhundrede tager Udviklingen af Landefarervæsenet