LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

Forfatter: J. W. S. Johnsson

År: 1914

Serie: Medicinsk-Historiske Smaaskrifter Ved Vilhelm Maar

Forlag: VILHELM TRYDES FORLAG

Sted: KØBENHAVN

Sider: 94

UDK: 61 (09)

MEDICINSK-HISTORISKE

SMAASKRIFTER

VED

VILHELM MAAR

7

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 108 Forrige Næste
24 det nysgerrige Publikum. Altid var der i hans Dragt noget, der skilte ham ud fra det, man var vant til. Gennemser man en Række Stik fra det 17de Aar- hundrede, ser man ham klædt i Pelsværksfrakke og i en Baret af fremmed Form, prydet med lange op- staaende Fjer. Kniplingskraver og Silkeskærf hører til Dagens Orden. 1 det 18de Aarhundrede bærer han Skaftestøvler til langt over Knæet, Skindbukser, bro- deret langskødet Frakke og kæmpemæssig Allonge- paryk. Paa et Stik af Lucas van Leyden ser vi Kvaksalveren iklædt en Dragt som dem, vi nu kalder Ridderdragter, men i Stedet for den tilhørende Baret bærer han Hue, næsten som den frygiske. Nogle af sine Instrumenter bærer han i Bæltet, medens han foretager en Operation bag Øret paa en Bonde. Kunstneren antyder sin Mistillid til Kuren ved at hænge to Narrebjælder paa Instrumentet. Selv Dragtens Udsmykning kunde bruges som Reklame. Paa Theo- dor Roelants smukke Maleri bærer Tandtrækkeren et Halsbaand af Mennesketænder, symboliserende hans Virksomhed. Paa et Kobberstik gjort af André Paul faar man at vide, hvor disse Tænder stammer fra. Underskriften lyder nemlig: De tous les maux ausquels les homes sont suiects Celuy des dents sur tous, est le plus ordinaire, Chacun le sgait guérir, dit il, ce sont proiects Inutiles et vains, lors que ce vient au faire. C’est le plus court d’aller å L’arracheur de dens Qui promet les tirer sans douleiir de la Bouche. C’est son art de mentir, quand sa pince est dedans Criez, ou non, il prent, s’il peut, la dent quil touche.