LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

l -. ' M/WW*'1 k ! 26 at den beskyttede mod Flammerne, dannede Blærer, naar den tørrede ind. Nævnte Hieronymus tilføjede ogsaa sig selv Hugsaar og lægede dem med en Saar- balsam. Hvorledes dette gik til, vides ikke, men det ser mistænkeligt ud, at han altid huggede sig i Hjærte- kulen og Siderne af Underlivet. Antagelig har han da haft Blærer med rød Vædske gemt i Klæderne til at efterligne Blodet med. Andre søgte at efterligne det epileptiske Anfald ved at lade, som om de havde Krampe. Fraaden skaffedes let til Veje ved at tage Sæbe i Munden. Var Kvaksalveren saa heldig at kunne faa fat paa en »Vandkunstner«, var han sikker paa at tiltrække sig Folks Opmærksomhed. Disse Folk — der ogsaa ses en og anden Gang paa Artisttribunerne nu til Dags — er i Besiddelse af en Mavesæk, hvis Ud- videlighed er langt udover det naturlige. Paa Grund af denne Evne kan de fylde meget betydelige Mængder Vand i sig, sluge Frøer, Salamandre og Fisk og spy dem levende op igen. Denne Slags Mennesker benytte- des til at »kaste Blod op«, idet de først slugte et Pulver, der farvede Vandet rødt. Kvaksalverens Vare standsede saa »Blødningen« i et Nu. Malteseren Man- fred i praktiserede som Vandkunstner med denne Slags Kneb, og Indbydelserne til at overvære hans Forestillinger, der væsentligt beskæftiger sig med de Kunster, han kunde udføre, ender karakteristisk nok med, »at han ogsaa har et udmærket Pulver for for- dærvede Maver, og hvis nogen skulde trænge til det, kan det faas for 6 Daler Loddet«. At alle disse Hundekunster efterhaanden blev kendte og betragtedes med Mistillid, er sikkert nok. Der maatte