LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

 27 mere til. Da var det, at Fjællebodskomedierne florerede, og at de rent artistiske Forevisninger tog Fart. Nu nøjedes man ikke med Narreløjer, nu maatte Lande- fareren selv træde til, ja, i et enkelt Tilfælde maatte han i . idets egentligste Forstand i Ilden. Da Brok- snideren Karl Bernardin i 167; besøgte Regensburg, vilde han vise sin Usaarlighed ved at lade sig rutsche ned ad et Tov udspændt fra Kirketaarnet og til Bro- lægningen paa Pladsen. Han var pakket ind i Blaar, og inden Farten nedad begyndte, lod han det antænde. Imod Beregningen brændte Tovet over, og han styrtede ned og brændte ihjæl. Om denne Slags Kunster virke- lig har gjort nogen Nytte, er ret tvivlsomt, snarest har man vel taget dem som en Slags Folkeforlystelse, ti naar alt kom til alt, var det dog Kvaksalverens Talestrøm og hans Lovprisning af sine Operationer og sine Varer, der gjorde Udslaget. Ogsaa om Kvali- teten af disse Udgydelser kan man danne sig en Mening. En af den vidtberømte, ogsaa her i Landet kendte, Stærstikker Taylors Taler er bevaret. Den blev holdt i Oxford og begynder nok saa pompøst: »Oh, I Sønner og Døtre af Minerva, 1 Visdommens Børn. I Oxfords Efterkommere, hvor vidunderligt er ikke Øjet. Synets tre Dødsfjender, mine lærde Visdommens Sønner, er Glaukom, Katarakt og Gutta serena,1) mod dem vil jeg aabne en evigt varende Krig.« Øjet priste han med mange Lovord som Liden- skabernes Proteus, Tankens Talsmand, Hjærtets Tolk og Sjælens Vindue. Øjet var Sjælens Ægtefælle, det var skabt for Verden og Verden for det. Det havde himmelske Egenskaber og blev aldrig træt af at se,