LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

40 indtil 1800 viser Landefareriet i Nedgang. Enkelte Berømtheder (Cyrus, Taylor, Tadini) har gæstet os; men Flertallet har øjensynligt hørt til Landefa- rernes store Gros, selv om Titlerne ofte lod formode noget andet. Ret selvfølgeligt er det, at Flertallet var Tyskere eller kom over Grænsen fra vort sydlige Naboland, faa var Franskmænd, nogle Italienere, en enkelt Schweizer. Har Kvaliteten som Helhed været ringe, saa har ogsaa de ydre Forhold svaret dertil. Kun om en en- kelt, Okulisten, Broksnideren og Saarlægen Gotfred Albrechtinus, véd man, at han kom med Følge. Den 6. Maj 1682 fik han Bevilling til at praktisere »i vore Riger og Lande«, men samtidig skulde han entholde sig fra at give indvortes Midler, og ved hans Ankomst blev det paabudt alle »høje og nedrige Civil- og Militærofficianter og Betjente at lade ham med Hustru, Børn og Folk samt en Vogn og fire Heste saa og medhavende Mobilier fri og ubehindret passere og repassere«. Dog dette kan ingen Sammen- ligning taale med Landefareroptogene i sydligere Lande. Mest mærkelig har vel Okulisten Taylor taget sig ud herhjemme, naar han stod paa sin Vogn, der var bemalet med Øjne, og paa hvilken man læ- ste hans Valgsprog: »Qui visum dat, dat vitam«.4) Sebastian de Scio, der den 21. Maj 1695 fik Bevilling til at forhandle medicinske Secreta (bl. a. Orvietan) i Hertugdømmerne, en Bevilling, der for- nyedes 7. Marts 1702, har sikkert ogsaa vakt nogen Opmærksomhed, naar han indledede sin Handel med