Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

148 nerne ere samlede saaledes, at Strømmene adderes. Man faar Vexelstrømme, men ved visse Arter af elektrisk Lys er dette jo ogsaa nødvendigt, og denne Maskine har derfor faaet Anvendelse dertil. Antallet af Magnetkredse kan naturligvis forøges. Som det sés, have Jærnkjærnerne her Retning vinkel- ret paa Magneternes Grene, hvad der ogsaa kan finde Sted ved de simplere magnetoelektriske Maskiner. Axeomdrejningen i Ma- skinerne kan ske ved Hjælp af Gaskraft- eller Dampmaskiner. 108. En anden Konstruktion har Werner Siemens’s Cylinder-Induktor (1857), hvor Ankeret magnetiseres paa- tværs og ikke som før i Længderetningen; Magneterne stode jo før over Endefladerne af Ankeret, der hyppig var langt og tyndt. — Ved denne nye Ordning opnaar man, at Magnetismen kan vexie raskere og kraftigere end før, og at mange Magneter kunne paavirke samme Anker, naar dette gives en Længde lig Højden af Magnetsøjlen. Jærnkjærnen har Form som et Dobbelt-T; det af Cylinderen udskaarne Rum er fyldt med Traaden, som er viklet op om Midter- stykket i mange Vindinger i Ankerets Længderetning. Magneterne ere uddrejede saaledes, at de Fig. 117. Fig. 118, omslutte omtrent en Fjerdedel af Cylin- derens Overflade; Jærnankeret bliver her stadig i det magnetiske Felt, og derved opnaaes, at de to ensrettede Strømstød, der fremkomme under en halv Omdrejning, forenes til en Strøm, saa at Strømstyrken kan fremstilles graphisk i hosstaaende Figur, den første med, den anden uden Anven- delse af Kommutator. 109. I de nævnte magnetoelektriske Maskiner anvendtes Staalmagneter, hvilke imidlertid gjøre Maskinerne meget store og tunge. Man har derfor indført Elektromagneter istedetfor Staalmagneter; Magnetismen i Elektromagneterne fremkaldes af en elektrisk Strøm fra et galvanisk Batteri eller fra en lille magnetoelektrisk Maskine med Staalmagneter.