Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

21 lukkede Rør staar ved den />’de Delingsstreg, regnet fra m nedefter, saa er Luftens Rumfang nu V -}- pv, og man har Vpv (F 4- nv) (1 + at), forudsat at Atmosfærens Tryk har holdt sig uforandret; har dette derimod forandret sig, saa skal ogsaa Højdeforskellen imellem Kviksølvoverfladerne undergaa den samme Forandring, for at Trykket skal være det samme som før. I Virkeligheden ere de her nævnte Forsøg, naar de skulle give de mest paalidelige Resultater, meget indviklede og kræve et stort Antal Korrektioner; dette forbigaas dog her. Det er navnlig Regnault, der her som andetsteds udmærker sig ved stor Nøjagtighed i Metoden. ’ 15. Regnault har ogsaa anstillet følgende Forsøg til Bestemmelse af Luftens Udvidelseskoefficient. Han benytter en Glasbeholder, der har Form som et Vægtthermometer, og finder Vægten P af det Kviksølv, deren. Beholderen, som inde- holder Luft, omgives derefter af Dampe fra kogende Vand, Luften udpumpes og indlades igen efter at være tørret ved at strømme igennem Rør med vandsugende Stoffer, og naar Luften i Beholderen derefter har sat sig i Ligevægt med Luften udenfor, hvis Tryk vi ville kalde H, tilsmelter man den fine Spids af Rørmundingen. Temperaturen, hvortil Appa- ratet blev opvarmet, være t°. Man befæster derefter Be- holderen i omvendt Stilling i et Stativ paa den Maade, Fig. som ved 0° fylder Behol- Fig. 13. 13 viser: Metalringen QQ' bærer 3 Opstandere P, P‘ og P“, hvorpaa Pladen EE' hviler; denne Plade har i Midten et Hul, hvori Beholderens Rør stikkes ned, og omkring hvilket Røret støttes af 3 Metalstifter; foroven støttes det af Skruen V. Der stilles nu en Skaal med Kviksølv ind under Pladen EE',