Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

38 findes saa langt fra den første, at man ved at dreje paa Knappen foroven kan bringe Hyldemarvskuglen hen lige under Gjennemboringen, og hænger Schellakstangen da ganske rolig, er Metaltraaden ikke snoet. Igjennem den sidstnævnte Gjen- nemboring fører man nu en elektrisk, forgyldt Hyldemarvskugle, som er befæstet til en tynd Schellakstang; de to Kugler bringes i Berøring med hinanden, blive derved begge elektriske, frastøde hinanden, og anbringes saa den »faste« Kugle paa den bevægeliges tidligere Plads, vil Stangen gjøre et Udslag, og derved snoes Traaden; naar den elektriske 1 rastødning holder Ligevægt med Snoningen, kommer Stangen i Ro; ved successive Drejninger af Knappen imod Udslagets Retning kan Udslaget saavelsom Snoningsvinklen varieres; det første aflæses paa en inddelt Kreds paa Glaskassen i Højde med Schellakstangen, den sidste, Snoningsvinklen, er Summen af Vægtstangens Udslag og den Vinkel, som Knappen foroven med Viseren er drejet, og som altsaa kan aflæses der. Vi ville nu antage, at Udslaget er a og den Vinkel, man har drejet Metaltraaden foroven, er 0; Snoningsvinklen er da a -f- 0; M være den faste Kugle, Fig. 35. N den bevægelige (paa Vægt- stangen). Paa TV virker da Snoningsmodstanden som en Kraft /V A efter Tangenten til den Cirkelbue, N har be- skrevet; N A er proportional med a (i, og kan altsaa sættes lig 7 («■ + ß)- End- videre virker paa TV den elek- triske Frastødning i Chorden MN's Forlængelse, den Kraft, om hvilken vi ville vise, at Afstandens Kvadrat; vi ville og Kraften kan altsaa sættes den forholder sig omvendt som antage, at denne Lov er rigtig, C lig .—; dens Komposant efter MN2 Tangenten bliver da cos og Ligevægtsbetingelsen