Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

kan man ogsaa udlade det paa én Gang ved at bringe de to Metalplader i ledende Forbindelse med hinanden. Dette kan ske ved en Udladertang o: to forsynede med Glashaandtag; berører man den ene Plade med Enden af den ene Stang og da nærmer Enden af den anden Stang til den anden Plade, saa vil der ved en vis lille Afstand imellem disse sidste springe en stærk elektrisk Gnist over, som dog egentlig er en Række af sammenleddede Metalstænger, Fig 44. hurtig paa hinanden følgende Gnister (Partialudladninger), der kun kunne skjelnes fra hverandre, naar man betragter Spejl- billedet af dem i et hurtig roterende Spejl. Afan kan ogsaa lægge en Haand paa hver af de to Plader, og man faar da en pludselig, krampagtig Fornemmelse, et elektrisk »Stød«, der, naar det er svagt, navnlig føles i Haandleddene, stærkere i Albuerne, og endnu stærkere i Brystet. Man har dog ved ingen af de nævnte Udladninger helt berøvet Apparatet dets Elektricitet. Sagen er den, at ved de stærke Tiltrækninger imellem Pladernes Elektriciteter, drages disse tildels lidt ind i Glasset, saa at det er en forholdsvis ringe Mængde af den i Apparatet værende Elektricitet, som findes paa Pladerne, og i Udladningen vil foruden disses Elektriciteter kun de i Glaspladen yderst siddende Elek- triciteter deltage. At dette virkelig forholder sig saaledes, kunde man vise ved, naar Apparatet er færdig ladet, at flytte Metalpladerne bort og udlade dem, og dersom man saa f. Ex. vilde lægge en Haand paa hver af Glaspladens to Sider, vilde man føle et antageligt Stød. Naar man derfor har udladet Apparatet, kan man endnu foretage nogle mindre og stedse aftagende Udladninger, de saakaldte Restudladninger. Disse skyldes de Elektriciteter, som have trukket sig ind i Glasset, men som efter Udlad- ningen efterhaanden træde ud paa Metalpladerne igjen. Som nævnt naaer man en desto større Virkning, jo tyndere Glaspladen er; men paa den anden Side maa det iagttages,