Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

54 at Pladen ikke er saa tynd, at Elektriciteterne i de to Metal- plader ved deres indbyrdes Tiltrækning gjennembore Glasset, da Apparatet saa er ubrugeligt; Erfaringen giver den passende Tykkelse. Metalpladerne ere noget mindre end Glaspladen, da deres Elektriciteter ellers let vilde forenes igjennem Luften udenom den sidste. Kondensatoren kunde ogsaa, istedetfor at have en Isolator af Glas eller i det Hele taget en fast Isolator, have havt Luft imellem de to Metalplader; men Pladerne maatte saa for at give samme Virkning have staaet i en 6 Gange mindre Afstand fra hinanden (27), hvilket vilde være saa meget mere uheldigt, som Elektriciteten langt lettere gjennembryder Luft end Glas. Om nogen Indtrængen af Elektricitet i Isolatoren kunde der heller ikke blive Tale, saa at Udladningen vilde være langt svagere, og der blev ingen Restudladninger. 40. Franklins Ladningstavle er en Kondensator, hvor de to bevægelige Metalplader ere erstattede af Stanniol eller Tinfolie (Belægninger), som er klæbet til Glassets to Sider. Skulle Metalpladerne eller Belægningerne være store, er den nævnte Form for en Kondensator uhensigtsmæssig, og man benytter da Leydnerflasken, konstrueret af Kleist (1<45) og Aaret efter, uafhængig heraf, af C unæ us i Leyden. Leyd- nerflasken er en godt isolerende Glasflaske, paa hvis Yder- og Inderside der er klæbet Stanniolpapir; i Halsen sidder en Træ- prop, hvori er fastgjort en Metalstang, som foroven ender i en Kugle, og fra hvis ne- derste Ende der hænger en Metalkjæde ned til den indre Belægning; denne sidste er Kollektorplade, den ydre Belægning Konden- satorplade , og naar Apparatet skal lades, holder man derfor Flasken i ITaanden og lader Kuglen berøre den Konduktor, fra hvilken Ladningen sker. Processen er den samme som før nævnt. Vil man udlade Fig. 45 Leydnerflasken, bringer man den ydre Be- lægning i ledende Forbindelse med Kuglen og derved med den indre Belægning. ■